Tilstår dobbeltdrab og kidnapning

- Bye, Jamie, lød det fra 21-årige Jake Patterson, da han onsdag erklærede sig skyldig i drab og kidnapning af teenager

Jake Patterson, 21, holdt den 13-årige pige indspærret i sit hjem i 88 dage. Foto: AFP
Jake Patterson, 21, holdt den 13-årige pige indspærret i sit hjem i 88 dage. Foto: AFP

En 21-årig mand har onsdag ved en domstol i Wisconsin, USA, tilstået, at han kidnappede 13-årige Jayme Closs og dræbte hendes forældre sidste år.

Jake Patterson snøftede, mens han sagde 'ja' og 'skyldig' til, at han en mørk nat i oktober dræbte James og Denise Closs, inden han bortførte ægteparrets datter og holdt hende fanget i 88 døgn.

På vej ud af retslokalet vendte Jake Patterson sig om mod tilhørerne og sagde 'Bye, Jayme'. Hans offer var ikke til stede i retten.

Patterson står til fængsel på livstid, når han får sin straf 24. maj. Wisconsin har ikke dødsstraf. Patterson har sagt, at han ønskede at spare offeret for en retssag.

Jake Patterson har tidligere fortalt politiet, at han besluttede sig for at kidnappe den 13-årige pige, da han tilfældigt så hende stige om bord på en skolebus. Det var første gang, han stødte på skolepigen.

- Jeg vidste, hun var pigen, jeg skulle tage, forklarer Patterson ifølge et 12-siders anklageskrift.

13-årige Jayme Closs  bor nu hos sin tante. Foto: Reuters
13-årige Jayme Closs bor nu hos sin tante. Foto: Reuters
 

Patterson gik systematisk til værks. Allerede samme dag købte han en sort skimaske, som han to uger senere brugt til at skjule sit ansigt i forbindelse med kidnapningen. Han havde barberet sig skaldet for ikke at efterlade dna, da han 15. oktober dræbte forældrene og kidnappede pigen.

I 88 døgn var Jayme Closs sporløst forsvundet, men i januar dukkede hun pludselig op på en sneklædt skovvej i byen Gordon, der ligger 97 kilometer fra hendes hjem.

Jayme havde haft held til at slippe væk fra Pattersons hus, hvor hun var blevet holdt indespærret. Politiet blev tilkaldt, og Patterson blev anholdt.

Myndighederne vil ikke oplyse, hvorvidt Jayme Closs blev udsat for seksuelle overgreb i forbindelse med kidnapningen.

Foto: AFP 112 - 15. jan. 2019 - kl. 04:20 Sådan planlagde han kidnapning: - Jeg vidste, hun var pigen, jeg skulle tage