Tiltale: 17-årig gruppe-voldtaget bag busk under gymnasiefest

Tre unge på 18 og 19 efterlod sukkersyg pige hjælpeløs, lyder tiltalen

(Foto: Google Maps)
(Foto: Google Maps)

Under en gymnasiefest i et forsamlingshus i Herfølge blev en 17-årig sukkersyg pige gruppe-voldtaget, mens hun var omtåget og hjælpeløs af beruselse og manglende insulin.

Sådan lyder tiltalen mod tre gymnasieelever, der onsdag stilles for retten i Roskilde tiltalt for voldtægt og for at have efterladt den 17-årige i hjælpeløs tilstand.

De tre unge mænd, der i dag er 19, 19 og 18 år, nægter sig skyldige. De tre tiltalte har ikke været varetægtsfængslet under efterforskningen.

Den formodede gruppe-voldtægt skete fra klokken 23 til 01 natten mellem fredag den 19. september og lørdag den 20. september 2014 på en græsplæne og bag en busk ved forsamlingshuset.

Retssagen har været længe undervejs, blandt andet fordi Retslægerådet har skullet udtale sig om den 17-åriges tilstand, der delvist skyldes alkohol, delvist manglende insulin.

Hun skal afhøres som vidne i retten onsdag og det samme skal de festdeltagere, som fandt hende hjælpeløs ved forsamlingshuset efter den formodede gruppe-voldtægt.

Overlod pigen til kammerater
Ifølge anklageskriftet var det først den ene 19-årige 'A', som udnyttede den 17-åriges tilstand på en græsplæne bag forsamlingshuset, hvor han forsøgte at få sex med hende. Men voldtægten mislykkedes, fordi overgrebet gjorde ondt på pigen, der gjorde modstand.

'A' er derfor tiltalt for voldtægtsforsøg og andet seksuel forhold end samleje i dette forhold.

Straks efter voldtægtsforsøget overlod 'A' pigen til sine to kammerater 'B' og 'C', og de slæbte hende ind bag en busk ved forsamlingshuset, hvor de på skift misbrugte pigen.

Men også 'A' er tiltalt for voldtægten, selvom han ikke fysisk deltog i den, fordi han 'vidste eller accepterede' risikoen for, at de to kammerater ville udsætte den 17-årige for voldtægt.

De tre unge er også alle tiltalt for at have efterladt den 17-årige i hjælpeløs tilstand efter voldtægten.

Blandt beviserne mod de tiltalte er dna-spor.

Retten i Roskilde har afsat to dage til sagen, hvor dommen ventes den 14. april.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere