Tiltale: 19-årig banket og gruppe-voldtaget under fest

To tiltalt for brutal voldtægt, mens en tredje gerningsmand ikke er fundet

To mænd er tiltalt for brutal voldtægt af en 19-årig kvinde. En tredje gerningsmand er ikke fundet. (Politifoto og Google Maps)
To mænd er tiltalt for brutal voldtægt af en 19-årig kvinde. En tredje gerningsmand er ikke fundet. (Politifoto og Google Maps)

Under en fest i en lejlighed i udkanten af Odense, hvor der blandt gæsterne var flere bandemedlemmer, blev en 19-årig kvinde gruppevoldtaget af flere mænd.

Det har den 19-årige forklaret politiet på Fyn, der nu har rejst tiltale mod to mænd på 20 og 21, som ifølge anklageskriftet brugte grov vold mod kvinden, der blandt andet blev slået og fik banket hovedet ind i væggen.

Politiet sigtede oprindeligt endnu to mænd for voldtægt, men sigtelserne mod dem er blevet droppet og kun de to stilles for retten.

Men det fremgår af anklageskriftet, at en tredje og uidentificeret mand deltog i voldtægten af den 19-årige.

De to tiltalte, der har siddet varetægtsfængslet siden februar, stilles for retten i Odense på mandag. De nægter sig skyldige. Sagen fortsætter den 14. og 17. juni, hvor dommen ventes.

Undervejs skal den forurettede 19-årige og ni vidner fra festen afhøres som vidner.

Ukendt tredje voldtægtsmand
Ifølge tiltalen skete gruppe-voldtægten den 30. januar i år i løbet af nogle timer forud for klokken 14.15 i en lejlighed i Odenses østlige udkant. Den 19-årige var så påvirket, at hun ikke var i stand til at gøre modstand, lyder tiltalen.

Først blev hun udsat for en voldtægt i lejlighedens soveværelse af en uidentificeret mand, mens den 20-årige tiltalte deltog ved at beføle hende på kroppen imens.

Så tog den 20-årige kvinden med ind i et andet værelse, hvor han slog hende, bankede hendes hoved mod væggen, bed hende i brysterne og voldtog hende.

Derefter forlod han værelset, hvorefter den 21-årige kom ind, befølte hende, lagde sig oven på hende og beordrede den 19-årige til at holde kæft.

Ifølge tiltalen holdt han hende fast, men nu var hun i stand til at gøre modstand, så han opgav og bankede hendes hoved ind i væggen og forlod værelset.

Holdt om halsen
Så kom den 20-årige igen ind i værelset og voldtog den 19-årige igen, mens han holdt hende fast, blandt andet om halsen, så hun havde svært ved at trække vejret. Ifølge tiltalen bed han også kvinden i brysterne.

Men hermed sluttede kvindens mareridt ikke, lyder anklageskriftet. For nu hentede den 21-årige hende igen og tvang hende ud på lejlighedens badeværelse, hvor han nu holdt hende fast og gennemtvang et samleje.

Anklagemyndigheden tager forbehold for at kræve den 21-årige udvist.

Kvinden anmeldte voldtægten kort efter. Da Fyns politi kom til stedet om eftermiddagen var festen stadig i gang. Flere blev anholdt og iført dna-dragter.

Den ene af de nu anholdte blev anholdt samme dag, mens den anden blev anholdt den 4. februar. Retsmøderne har hidtil været holdt for lukkede døre.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere