Tiltale: 42-årig dansk-spanier brugte juledage på at sexkrænke drenge

En 42-årig dansker med bopæl i Malaga i Spanien har - i følge politiets tiltale - en anden opfattelse end andre af, hvad julehygge er

Selv om den 42-årige er tiltalt for sexmisbrug at to drenge og slet ikke har været anholdt, forventer anklagemyndigheden, at manden møder op i Retten i Næstved. (Foto: Joachim Adrian)
Selv om den 42-årige er tiltalt for sexmisbrug at to drenge og slet ikke har været anholdt, forventer anklagemyndigheden, at manden møder op i Retten i Næstved. (Foto: Joachim Adrian)

Udadtil lod det til, at en 42-årig dansker med bopæl i Malaga, Spanien, var hjemme i Danmark for at holde jul med sine nærmeste danske venner.

Men når det kom til stykket, var det tilsyneladende vigtigere for ham at få noget drengesex med vennernes børn end at danse om træet og spise steg og and.

Det er indtrykket i det anklageskrift, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har rettet mod dansk-spanieren forud for en retssag, der begynder fredag ved Retten i Næstved.

To drenge fra forskellige familier, som begge var 15 år og er sønner til nogle af den 42-åriges nu tidligere venner, er blevet seksuelt krænket under mandens juleophold flere steder på Stevns.

Manden var blevet tilbudt at overnatte i et anneks til en ejendom natten til lillejuleaften. Men i stedet for at sove, befølte den 42-årige den ene families søn. Først uden på drengens underbukser og senere inde under dem, inden drengen fik nok og flygtede ud af annekset.

Og natten til 2. juledag var den så gal igen ifølge anklageskriftet.

Her var den 42-årige på besøg hos en anden familie. Han brugte ifølge anklageskriftet sin psykiske og fysiske overlegenhed til at skaffe sig anden kønslig omgang end samleje i med den 15-årige.

Flere krænkelser i Spanien
Det var episoderne omkring juletid, som fik drengene til at fortælle om, hvad de i øvrigt havde oplevet med den 42-årige. Da først drengene begyndte at fortælle, viste det sig, at manden har haft krænket den ene seksuelt mange flere gange.

Første gang i perioden juli til oktober 2011 på et tidspunkt, hvor drengen blot var 11 år. Her havde den 42-årige på en adresse i Herlufmagle bedt drengen om at onanere, mens den 42-årige så på.

Den samme dreng var med sin familie på besøg i den tiltaltes hus i Spanien i august samme år, hvor den 42-årige ifølge anklageskriftet 'mange gange både morgen og aften' krænkede den 11-årige på forskellig vis.

Tre år senere skete næsten det samme for drengen, da hans familie igen var på besøg i Malaga.

Har ikke været anholdt
Den 42-årige er tiltalt efter paragraffer om andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse, ligesom han også ifølge anklagemyndigheden har udnyttet sin psykiske og fysiske overlegenhed.

Manden nægter sig skyldig og er i øvrigt slet ikke blevet anholdt.

- Vi forventer, at manden møder op i retten. Det er vores klare opfattelse, at han gør det, siger sagens anklager Anne Marie Fink fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Begge drenge er indkaldt til at afgive vidneforklaring. De er blevet 16 år og er derfor så gamle, at de ikke er blevet videoafhørt på forhånd.

- Derudover er der indkaldt enkelte vidner, siger Anne Marie Fink.