Tiltale: Bandidos brugte Audi som våben - kørte tre ned med vilje

En flok fodgængere var i livsfare, da en tung Audi kørte op på fortovet med vilje, lyder anklagen mod tre Bandidos-rockere

Video fra gerningsstedet: Kenneth Meyer

Tre fodgængere blev ramt og mindst to andre var i fare, da en sølvgrå Audi Q7 med en 39-årig Bandidos-rocker bag rattet kørte op på fortovet i Kastruplundgade på Amager og pløjede fodgængerne ned.

Men påkørslen, der skete klokken 03.50 den 2. maj sidste år, var ikke en ulykke, mener politiet.

Den 39-årige og to andre Bandidos-rockere er nu tiltalt for, at påkørslen skete med vilje.

De nægter sig skyldige, og har ikke villet udtale sig under efterforskningen, men stilles for Københavns Byret på mandag.

En 25-årig Bandidos sad på passagersædet i Audi´en, mens en 42-årig Bandidos er tiltalt for at have 'bestilt' påkørslen ved at ringe efter de to andre.

De forkerte ramt?
Fodgængerne, der befandt sig på fortovet ud for Kastruplundgade 47 var angiveligt helt uskyldige. Politiet har en teori om, at det var nogle andre, som skulle have været ramt.

Efter at tre af de fem fodgængere var ramt på fortovet fortsatte Audien ind i et plankeværk, og bilen blev fundet skadet på en græsplæne, mens føreren og passageren var stukket af.

Inden påkørslen havde der været tumult på et værtshus i nærheden og en mand var stukket i maven med kniv, men den episode kan ikke umiddelbart forbindes med den forsætlige påkørsel. Knivstikket indgår ikke i sagen mod Bandidos-rockerne.

Den 39-årige Bandidos har holdt sig skjult for politiet siden påkørslen og har været eftersøgt og varetægtsfængslet 'in absentia'. Han har dog, efter hvad Ekstra Bladet erfarer, lovet at møde op til retssagen og forklare sig.

Politiet har rejst tiltale mod Bandidos-rockerne for grov vold og for at have udsat de fem fodgængeres liv og førlighed for fare.

Ifølge anklageskriftet blev tre af fodgængerne påkørt forsætligt, og to andre stod lige i nærheden af dem og var sammen med flere andre uidentificerede fodgængere også i fare for at blive ramt.

Den 42-årige angivelige 'bagmand' til påkørslen er også tiltalt for at have haft knapt 20 gram kokain på sin bopæl til videresalg.

Flygtede efter påkørslen
De to Bandidos, der var i Audi´en, er også tiltalt for at have flygtet fra ulykkesstedet og undladt at hjælpe de tilskadekomne, og den 39-årige fører af bilen kræves frakendt førerretten ubetinget.

Retten har afsat tre dage til sagen, hvor dommen først ventes den 31. marts.

1 af 3 Bilen blev, ifølge tiltalen, kørt af en 39-årig Bandidos og en 25-årig sad ved siden af. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 3 Politiet undersøger gerningsstedet i Kastruplundgade (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 3 Her står Audi-bilen forladt efter påkørslen. (Foto: Kenneth Meyer)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere