Tiltale: Bilist bortført og udsat for fingeret henrettelse

Fem unge er tiltalt i en uhyggelig sag om kidnapning, hvor offeret skulle afpresses 150.000 kr.

Bilisten blev tvunget til det grønne område ved boldklubben på Ruten i Tingbjerg, hvor han blandt andet blev udsat for en fingeret henrettelse. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk
Bilisten blev tvunget til det grønne område ved boldklubben på Ruten i Tingbjerg, hvor han blandt andet blev udsat for en fingeret henrettelse. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk

Med en pistol mod hovedet og en machete mod halsen blev en bilist tvunget til at køre sin Nissan Qashgai til et grønt område ved boldklubben på Ruten i Brønshøj af to kidnappere.

Her stødte endnu tre kidnappere til i en BMW, der kort før havde tvunget bilisten ind til siden ved afkørslen fra Hillerødmotorvejen til Tingbjerg, så de to bevæbnede bortførere kunne springe ind i mandens bil.

I de næste seks timer blev bilisten holdt fanget i det grønne område ved boldklubben og udsat for grove trusler i forsøget på at få ham og hans familie og venner til at skaffe 150.000 kr. til kidnapperne.

Offeret og hans familie blev truet med at blive skudt og dræbt, og han ville få klippet fingrene af og blive tortureret.

Fingeret henrettelse
Flere gange blev han placeret på knæene i 'henrettelsesstilling', hvor en af kidnapperne sigtede på hans hoved med pistolen og bad de andre om at gå væk 'så de ikke fik krudtslam på sig'.

Kidnapperne var også bevæbnede med tre-fire macheter, som de 'prikkede' mod hans krop og hals.

Det uhyggelige drama fremgår af anklageskriftet mod de fem formodede kidnappere på 17, 18, 21, 22 og 23 år, der 2. maj stilles for retten på Frederiksberg. De tiltalte, der alle er af anden etnisk herkomst, nægter sig skyldige. To af dem kræves udvist.

Kidnapningen skete natten mellem den 14. og 15. september sidste år, og efterforskningen har kørt bag lukkede døre. Inden kidnapningen var offeret hele dagen blevet truet via sms-beskeder, hvis han ikke betalte de 150.000 kr.

Det var deres opfattelse, at han skyldte dem pengene. Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvordan 'gælden var opstået.

Trusler på sms
Politiet har opsnappet truslerne på sms, der, ifølge tiltalen, blev sendt fra den 23-årige. Han skrev blandt andet (ordret citeret fra anklageskriftet, red) 'koran jeg er en luder vis jeg ik pifter dig minimum 40 gange'.

De fem unge er tiltalt for ulovlig tvang, kvalificeret frihedsberøvelse, afpresning og vidnetrusler.

Den 23-årige tiltalte er også tiltalt for afpresning mod et andet offer og dennes familie i Tingbjerg. Offeret blev truet vis sms og på de sociale medier til at betale 100.000 kr.

En trussel på Messenger lød (ordret) 'Vis dy ik kommer med de para (slang for penge, red.) i dag så bare vent og se hvordan jeg flækker dig'.

Flere af de fem tiltalte er også anklaget for en række andre forhold om blandt andet røveri, vold og trusler.

Den 21-årige er for eksempel tiltalt for at have betalt med en falsk 1000 kr. seddel på en natklub,  og da en dørmand holdt ham tilbage blev denne truet på livet: 'Vent og se, jeg knepper dig. Der kommer fire biler fra Tingbjerg, som tager sig af dig'.

Det er Københavns politis afdeling for Organiseret Kriminalitet, der har efterforsket sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere