Tiltale: Far piskede sine børn med ledning

En 38-årig mand fra Slagelse står til flere års fængsel for vold mod sine tre børn

En 38-årig mand fra Slagelse sidder på torsdag på anklagebænken ved Retten i Næstved. Han er tiltalt for vold mod sine egne børn. (Foto: Per Rasmussen)
En 38-årig mand fra Slagelse sidder på torsdag på anklagebænken ved Retten i Næstved. Han er tiltalt for vold mod sine egne børn. (Foto: Per Rasmussen)

En 38-årig mand fra Slagelse får torsdag 26. maj lejlighed til at forklare, hvorfor hans tre børn på mellem 5 og 11 år over for politiet hævder, at de er blevet slået, sparket, hevet i håret og pisket med en ledning, så de i dag har store ar på benene.

Det sker, når manden efter planen sidder over for en dommer ved Retten i Næstved, hvor han sidder tiltalt for vold mod børnene, som han havde på samkvem hver anden weekend i en længere periode.

Det skriver avisen Sjællandske.

Manden nægter sig skyldig.

Volden er angiveligt sket i perioden mellem efteråret 2013 og 2015, og børnene har i videoafhøringer hos politiet blandt andet fortalt, at deres far har slået dem i hovedet og sparket dem på resten af kroppen.

Så de andre få tæsk
Ifølge anklageskriftet har børnene tilmed også set på, når en af de andre i søskendeflokken har fået tæsk. Den tiltalte har eksempelvis ifølge anklageskriftet kastet sko i hovederne på dem. En af den - en pige - fortæller også ifølge anklageskriftet, hvordan hun er blevet slået og revet i håret. Og en søn er blevet skubbet ind i en radiator.

Et synligt tegn på farens vold imod sine børn har ifølge anklageskriftet været, at to af børnene har fået mærker og ar på benene. De stammer angiveligt fra, at manden har pisket dem med ledninger.

Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvad årsagen til mandens raserianfald har været, ligesom det heller ikke fortæller noget om, hvordan mandens psykiske tilstand er.

Den 38-årige er ifølge Sjællandske tidligere straffet for vold. Manden er derfor tiltalt efter tre paragraffer i straffeloven, som både taler om almindelig vold og om vold begået af en person, der tidligere er dømt for forsætlig vold eller legemsangreb, og det er netop på grund af den tidligere dom, at der er lagt op til en ekstra lang fængslesstraf til manden, hvis han dømmes skyldig.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere