Tiltale: Filmede nøgne kvinder i smug

Manden gemte sin telefon, hvorefter han filmede kvinderne, mens de gik i bad

En yngre sygeplejerske filmede og tog billeder i det skjulte af flere kvinder gennem nøglehullet på en hoveddør, mens kvinderne var på toilet eller gik rundt uden tøj på, og med på sin mobiltelefon gemt på tre forskellige badeværelser, mens kvinderne var i bad eller på toilettet.

Sådan lyder det i anklageskriftet mod manden, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. Han er tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod flere kvinder, herunder en pige under 15 år.

Mandens forsvarer, Casper Andreasen, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvordan hans klient forholder sig til tiltalen.

Gemte mobiltelefon på badeværelset
Af anklageskriftet fremgår det, at manden flere gange filmede kvinder, mens de gik i bad eller var på toilettet, uden de var klar over det.

Optagelserne skete i lejligheder og på et kollegium, hvor manden listigt placerede sin mobiltelefon på kvindernes badeværelser. Telefonen var skjult for dem, men havde direkte udsyn til brusekabinen og toilettet. Inden han forlod telefonen, startede han optagelsen, som han efterfølgende havde liggende på sin telefon.

Blufærdighedskrænkelserne, som manden er tiltalt for, gik særligt ud over en pige, der på det pågældende tidspunkt var under 15 år. Ifølge anklageskriftet blev hun i alt filmet ni gange uden hendes kendskab, mens hun tog et bad.

I et andet tilfælde skulle manden mere end 20 gange have både fotograferet og filmet uidentificerede kvinder med sin mobiltelefon gennem nøglehullet i hoveddøren til en lejlighed. Også her blev billederne og optagelserne taget, mens kvinderne var enten på toilettet eller var letpåklædte, fremgår det.

Om manden kendte kvinderne, og hvordan han havde adgang til lejlighederne og kollegiet, fremgår ikke af anklageskriftet, og anklageren i sagen, Emilie Jønsson, ønsker heller ikke på nuværende tidspunkt at oplyse det af hensyn til de forurettede.

Tog billede af bevidstløs kvinde
Manden er ligeledes tiltalt for blufærdighedskrænkelse i forbindelse med sit arbejde som sygeplejerske ved at have taget billeder af en kvindes blottede bryster, mens kvinden var i bevidstløs eller bedøvet tilstand.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at manden skal frakendes retten til at udøve sit hverv som sygeplejerske. Herudover ønsker de, at mandens Iphone 8, Macbook Pro, USB-stick og Playstation skal konfiskeres.

Sagen forventes at komme for Retten på Frederiksberg i december i år.