Tiltale: Gav 20-årig sovepiller og voldtog hende

Falsk sosu-assistent tiltalt for at bedøve sit offer

Sovemidlet Halcion er tidligere blevet brugt i en sag om drugrape, hvor offeret fik sovemiddel i chokolade. (foto: Drugs-Expert)
Sovemidlet Halcion er tidligere blevet brugt i en sag om drugrape, hvor offeret fik sovemiddel i chokolade. (foto: Drugs-Expert)

En 20-årig kvinde blev bedøvet med sovemedicin i en lejlighed i Hedehusene, og derefter voldtaget af en 36-årig mand.

Sådan lyder tiltalen mod den 36-årige, der på torsdag stilles for retten i Glostrup, tiltalt for voldtægt. Han nægter sig skyldig.

Den 36-årige blev arresteret to dage efter voldtægten, der ifølge anklageskriftet skete om aftenen den 14. juli mellem klokken 19 og cirka 02.

Se også: Fængslet for drug-rape af 20-årig

Sagen har hidtil kørt for lukkede døre. Men det fremgår af tiltalen, at den 36-årige skal have givet den 20-årige et sovemiddel 'eller lignende' og derefter ventet på, at medicinen virkede.

Da den 20-årige var ude af stand til at gøre modstand, lagde han sig i sengen hos hende og voldtog hende.

Anklageskriftet omtaler ikke, hvilket sovemiddel kvinden skal være blevet bedøvet med. Det skyldes antagelig, at de retskemiske analyser ikke med sikkerhed har kunnet fastslå dette.

Få sager om drugrape
Det er ikke mange sager om drugrape, der når frem til en retssag og dom, fordi beviserne for, at ofrene er blevet bedøvet ofte er ude af blodet, når de anmelder voldtægten.

En ph.d-afhandling fra 2012 viste også, at druprape tilsyneladende sker sjældnere end mange tror.

En retskemiker samlede gennem to et halvt år svar og kemiske prøver fra 167 voldtægtsofre i samarbejde med Center for Voldtægtsofre i Aarhus.

Ofrene for drugrape var få. De kemiske prøver viste, at kun fire af de 167 personer havde bedøvende stoffer i kroppen.

Falsk sosu og fysioterapeut
Under efterforskningen mod den 36-årige fandt politiet ud af, at han flere gange havde udgivet sig for at være uddannet social- og sundhedsassistent og fysioterapeut, selvom han ingen autorisation havde.

Han søgte job som sosu både hos et vikar-bureau og på et plejehjem, hvor han angav at være uddannet sosu, lyder tiltalen.

Under et ansættelsessamtale på et plejehjem udleverede han et forfalsket eksamensbevis, og på et visitkort anbragt i et fitnesscenter og på sin Facebook-profil angav den 36-årige, ifølge anklageskriftet, at han var uddannet fysioterapeut.

Se også: 27-årig tiltalt: bedøvede offer før voldtægt