Tiltale: Hash-påvirket bilist dræbte kvinde og flygtede fra ulykken

Politiet troede først, at 82-årig kvinde var død af et fald, men så tog sagen en helt ny drejning

Kvinden blev fundet livløs på gaden, og politiet troede først, hun var død ved et fald. Et par timer senere tog sagen en ny drejning. Foto: Privat
Kvinden blev fundet livløs på gaden, og politiet troede først, hun var død ved et fald. Et par timer senere tog sagen en ny drejning. Foto: Privat

Først troede politiet, at en 82-årig kvinde fra Slagelse var død ved en fald-ulykke, men et par timer senere meldte en bilist sig selv til politiet og forklarede, at han havde ramt kvinden med en kassevogn og var flygtet fra ulykken.

Nu stilles den 36-årige bilist for retten i Næstved sammen med en 26-årig kammerat, der var med på turen i den hvide Iveco kassevogn fra AVIS.

Bilisten er tiltalt for uagtsomt manddrab i hash-påvirket tilstand, og begge er tiltalt for at være flygtet fra ulykken uden at hjælpe den 82-årige kvinde, der var i åbenbar livsfare.

Hun blev kort efter erklæret for død på stedet.

Havde ikke kørekort
De to tiltalte, der er af anden etnisk herkomst og fra Taastrup og Kastrup, nægter sig skyldige. Den 36-årige bilist er også tiltalt for at have kørt kassevognen uden at have kørekort. Anklagemyndigheden kræver fængselsstraffe til dem begge og tager forbehold for at kræve dem udvist.

Ulykken skete den 14. juli 2016 klokken 15.05 på Kierulffsvej ud for 56 i Slagelse.

Den 82-årige kvinde var gået ud med skraldeposen, da hun blev ramt af den bakkende kassevogn, der bakkede fra Kierulffsvej 62 langs med bebyggelsen. Formentlig blev hun ramt af læsse-rampen bag på bilen.

artiklen fortsætter under billedet

Efter ulykken efterlyste politiet vidner og offentliggjorde dette foto af Iveco kassevognen. Politifoto.
Efter ulykken efterlyste politiet vidner og offentliggjorde dette foto af Iveco kassevognen. Politifoto.

Kassevognen stoppede kortvarigt, og personerne i bilen stod ud, men satte sig ind igen og kørte fra stedet, mener politiet.

En forbipasserende slog alarm, da han fandt den 82-årige kvinde livløs på fortovet på Kierulffsvej kl. 15.10.

Ingen andre personer var på stedet. Da ambulance og læge kom frem, blev hun erklæret for død.

Politiet mente først, at hun var faldet to gange og at faldene havde forårsaget hendes død, men et par timer senere meldte den dengang 35-årige bilist sig til Københavns Vestegns Politi og forklarede, at han havde ramt kvinden med bilen.

Han blev anholdt, og en blodprøve viste, ifølge tiltalen, at han var påvirket af hash, da ulykken skete.

Den nu 36-årige bilist kræves også idømt en ubetinget frakendelse af førerretten.

Retssagen finder sted på torsdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere