Tiltale i grum pædofilsag: 48-årig opfordrede til voldtægt

Mand fra Randers stod ifølge politiet bag to hemmelige børneporno-netværk, hvor medlemmer blev opfordret til at voldtage børn og filme det

En 48-årig mand er tiltalt i en uhyggelig sag om sexovergreb på børn. (Foto: Google Maps)
En 48-årig mand er tiltalt i en uhyggelig sag om sexovergreb på børn. (Foto: Google Maps)

En af de grummeste pædofilisager i nyere tid har set dagens lys - i hvert fald hvis anklagerne mod en 48-årig mand fra Randers holder stik.

Ifølge anklageskriftet, som tv2.dk har fået aktindsigt i, har manden i perioder været administrator på to hemmelige børneporno-netværk på internettet kaldet 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone' - og her igennem har han, ifølge politiet, været medvirkende til, at adskillige børn er blevet voldtaget gennem de seneste år.

Han skulle blandt andet have sat som krav, at medlemmer af de uhyggelige netværk mindst hver fjerde uge voldtog et barn, filmede det og delte det med resten af netværket, lyder det i anklageskriftet.

Han er også tiltalt for selv at have forgrebet sig på børn.

Baby blandt ofrene
I anklageskriftet er der angivet 24 tilfælde af seksuelle overgreb på børn - herunder seks voldtægter, skriver tv2.dk. Mange af børnene er endnu ikke identificeret, men af anklageskriftet fremgår det blandt andet, at en blot tre måneder gammel pige er blandt ofrene. Pigen er angiveligt blevet krænket af sin egen farfar.

Sagen starter i Retten i Randers i næste uge, og manden nægter sig skyldig.

Udover seksuelle overgreb på børn, er han  også tiltalt forsøg på menneskehandel ved i 2010 at have rejst til Rumænien og forsøgt at købe eller på anden måde skaffe et barn, som skulle bringes til Sverige, har politiet tidligere forklaret.

Se også: 48-årig dansker tiltalt i stor pædofili-sag

Efterforskningen af de pædofile netværk blev indledt af Østjyllands Politi og Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center (NC3) i sommeren 2014 på baggrund af en henvendelse fra Europol.

Den 48-årige mand blev anholdt i juni 2014, hvor politiet ransagede hans hjem og beslaglagde blandt andet computere, harddiske, servere og kameraer.

De udenlandske politimyndigheder havde i længere tid overvåget aktiviteten på de to websider, 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone' og lå derfor inde med en hel del materiale, herunder den korrespondance, der havde været mellem brugerne på siderne.

Flere internationale anholdelser
Flere andre formodede medlemmer af netværket er anholdt og varetægtsfængslet i udlandet - herunder i Holland, Sverige, USA og Australien.

- Det, der gør sagen speciel, er, at der er tale om en kompliceret efterforskning med et meget stort datamateriale og med grene i hele verden. Men vi har haft et særdeles vellykket internationalt samarbejde med andre politimyndigheder, som gør, at vi har kunnet løfte sagen, forklarede vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen tidligere på måneden om sagen.

Der er afsat 15 retsdage, og dommen forventes midt i december.