Tiltale: Kvinde knivstukket og smidt ud fra altan

37-årig mand sidder onsdag tiltalt for forsøg på manddrab ved Retten i Kolding

En 26-årig kvinde blev 2. september udsat for et voldsomt knivoverfald, hvorefter hun blev kastet ud fra en altan i første sals højde. Foto: Anders Brohus
En 26-årig kvinde blev 2. september udsat for et voldsomt knivoverfald, hvorefter hun blev kastet ud fra en altan i første sals højde. Foto: Anders Brohus

En 37-årig mand ønskede sin samlever dræbt, da han 2. september sidste år stak hende flere gange med en kniv, inden han smed hende ud over en altan i en boligblok på Skovvejen i Kolding.

Det fremgår af et anklageskrift, som onsdag ved Retten i Kolding danner rammen om en nævningesag mod manden, der har siddet varetægtsfængslet siden hændelsen.

Manden nægter sig skyldig.

Den 26-årige kvinde overlevede mirakuløst både stik i hals, nakke, ryg og lår og et fald fra 6,6 meters højde, men var i et stykke tid i livsfare, mens læger kæmpede for hendes liv.

Stukket adskillige gange
Af anklageskriftet fremgår det, at manden på et tidspunkt mellem klokken 17 og 18.15 først stak kvinden adskillige gange, hvorefter han smed hende ud fra altanen gennem et vindue.

Kvinden ramte et fliseunderlag og fik ud over hjernekvæstelser og blødninger i hjernen også sin store halsvene i venstre side revet over.

Desuden klappede hendes lunger sammen og hun fik flere brud på sit bækken.

Politiets efterforskningschef Frede Nissen fortalte efter overfaldet til Ekstra Bladet, at der er sikret videomateriale fra stationære kameraer få meter fra den altan, som kvinden ifølge politiet blev smidt ud fra.

Tydelige blodspor på murværket vidnede også om, at kvinden blødte kraftigt.

Bror løsladt
Hvad der var årsag til kvindens medfart, står indtil videre hen i det uvisse. Men Ekstra Bladet er bekendt med, at politiet flere gange tidligere er blevet tilkaldt til adressen.

Oprindeligt blev tre mellemøstlige mænd i alderen 26 til 37 fremstillet i grundlovsforhør. Herimellem altså samleveren, men også kvindens bror. Dommeren valgte at løslade broren, men fængslede de andre to. Siden har efterforskningen vist, at det altså alene var den ene af mændene - samleveren - som anklagemyndigheden valgte at tiltale.

Det var forbipasserede, som fandt kvinden ud for boligblokken og slog alarm. De tre mænd var alle til stede i lejligheden, da politiet ankom.

I den blodtilstænkede lejlighed befandt sig også parrets to-årige fælles barn.