Tiltale: Lastbilchauffør brugte nøgletrick 1040 gange på tre dage

En rumænsk lastbilchauffør er tiltalt for at bruge det såkaldte nøgletrick, der resulterer i, at han kan køre hurtigere end det tilladte

Anklagen kan resultere i, at både chauffør og vognmænd ikke længere må køre lastbil på dansk grund. Foto: Shutterstock
Anklagen kan resultere i, at både chauffør og vognmænd ikke længere må køre lastbil på dansk grund. Foto: Shutterstock

Om en lang, varm sommerdag 26. juni tidligere i år var årsag til, at en rumænsk lastbilchauffør tog ekstreme metoder i brug for at komme hurtigere hjem, er uvist.

I hvert fald er han nu sigtet for at have benyttet sig af det såkaldte nøgletrick, hvor man ved at tænde og slukke for lastbilen kan manipulere med hastighedsbegrænsingen, der ellers er sat til 90 kilometer i timen.

Alene 26. juni benyttede han sig ifølge politiets anklageskrift af nøgletricket hele 329 gange på under fire timer og i alt 1040 gange på tre dage.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Op til 9000 i bøde pr. forhold
Både chaufføren og hans vognmand skal møde ved Retten i Kolding tirsdag, og de risikerer begge at blive frakendt førerretten i Danmark.

- En lastbil har en hastighedsprofil, hvor man kan se, hvor hurtigt den har kørt. Vi mener, at vi kan se, at han kører og bruger nøgletricket, fordi der er nogle toppe på, hvor den (lastbilen, red.) har kørt langt over de 90 kilometer i timen, siger Pernille Moesborg, der er anklager i sagen.

Chaufføren blev stoppet 28. juni ved Bramdrupdam i nærheden af Kolding.

Ud over frakendelsen af førerretten risikerer både chauffør og vognmand at blive straffet med bøder, der typisk ligger på 4500 og 9000 kroner for henholdsvis chauffør og vognmand.

De er i alt anklaget for 11 forhold i sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere