Tiltale: Mand spillede pige og lokkede 462 penis-fotos ud af 59 drenge

En 24-årig mand fra Holbæk har over for politiet erkendt usædvanligt skuespil, som fik 59 danske smådrenge til at sende billeder af deres tissemænd til ham

Den 24-årige skal på tirsdag på anklagebænken ved Retten i Holbæk. (Foto: Per Rasmussen)
Den 24-årige skal på tirsdag på anklagebænken ved Retten i Holbæk. (Foto: Per Rasmussen)

En 24-årig mand fra Holbæk har moret sig på internettet med at præsentere sig selv som en 14-årig pige med en usædvanlig fritidsinteresse.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Manden har over for Midt- og Vestsjællands Politi tilsyneladende erkendt, at han på forskellige chatfora på internettet udgav sig for at være en blot 14-årig pige, som var ualmindelig interesseret i at få billeder af unge drenges tissemænd. Så interesseret, at i hvert fald 59 drenge i alderen 10 til 16 ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har ladet sig lokke til at tage billeder af deres kønsdele, som de siden har sendt til manden.

I alt har de 59 drenge ifølge politiet sendt 462 billeder til manden af tissemænd i forskellig størrelse.

Retten i Holbæk behandler på tirsdag sagen som en såkaldt tilståelsessag. Det betyder, at sagen formentlig kan afsluttes, uden at anklagemyndigheden behøver at føre nogen vidner.

Sag var to år undervejs
Det var 13. februar 2014, at politiet troppede op på mandens adresse i Holbæk. Her fandt de ud over billederne fra de mange drenge også 5.185 andre billeder og 1.564 film med børneporno på mandens computer og forskellige usb-stik, skriver Nordvestnyt.

Manden er også sigtet for via fildelings-programmet eMule at have videresendt næsten 1.800 billeder og film med børneporno til andre.

Ud over alt det, der handler om ulovlig pornografi, er manden også tiltalt for at være i besiddelse af en machete og 13 ulovlige knive, skriver Nordvestnyt.

Den lange sagsbehandlingstid skyldes ifølge avisen, at politiet har brugt meget lang tid på efterforskningen.

Skærm

Hent flere
Hent flere