Tiltale: Menneskesmuglere bag syrisk flygtningestrøm til Danmark

Tre herboende udlændinge organiserede syriske flygtninges rejse til Danmark, afdækker retssag i Næstved

Trafikken af syriske flygtninge til Danmark var allerede i fuld gang i 2013 og 2014, hvor tre herboende menneskesmuglere mod fyrstelig betaling arrangerede transporter af syrere fra Europa til Danmark, lyder tiltalen i sagen. Her ses flygtninge ankomme med toget til Padborg i dag. (Foto: Anders Brohus)

Mens tusinder af flygtninge fra Syrien strømmer ind i Danmark fra Tyskland, er tre formodede menneskesmuglere stillet for retten i Næstved, hvor de kræves dømt for organiseret menneskesmugling af blandt andre syrere.

De tre herboende syrere på 39, 38 og 32 år - et ægtepar og en tredje mand - drev ifølge tiltalen en velsmurt organisation, der tjente styrtende på at smugle flygtninge til Danmark.

Omkring 40 navngivne flygtninge betalte op til 55.000 kr. for transporten fra Syrien til Danmark, men politiet kender ikke det præcise antal, som menneskesmuglerne har hjulpet med kontant betaling.

Ukendt antal flygtninge
Ifølge anklageskriftet har de i en længere periode frem til anholdelserne i oktober sidste år 'bistået et betydeligt antal ukendte udlændinge med ulovlig indrejse i Danmark mod betydeligt vederlag'.

Flygtningene kom til Danmark i biler, tog eller fly og menneskesmuglerne blev i længere tid overvåget af Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi med blandt andet telefonaflytninger.

Anklagemyndigheden mener, at de tre tiltalte formidlede kontakt via andre menneskesmuglere og agenter i udlandet for at planlægge rejserne, og de sørgede for, at de selv eller bestilte chauffører hentede flygtningen ukendte steder i Europa og kørte dem til Danmark i biler.

De arrangerede også rejser med fly eller tog og bestilte falske pas eller rejsedokumenter til flygtningene. I et vist omfang fabrikerede de tiltalte også selv falske rejsedokumenter eller forsynede flygtningene med ægte pas udstedt til andre personer.

Brugte anonym kommunikation
Kommunikationen skete blandt andet via smartphone-app´en Viber, hvor man kan ringe gratis og anonymt.

Tiltalen mod de tre formodede menneskesmuglere, der nægter sig skyldige, opremser en række konkrete transporter, som politiet har afdækket.

For eksempel blev en syrisk kvinde og hendes tre sønner smuglet til Danmark for 6000 euro (små 45.000 kr.). Syrerne blev hentet i bil i Østrig og kørt via Frøslev til Danmark den 8. marts 2014 kl. 15.50.

I september 2014 blev 13 udlændinge, blandt dem flere børn, smuglet til Danmark fra Milano.

I samme måned blev fem udlændinge udstyret med ægte danske pas, der var udstedt til andre personer, og smuglet fra Sofia i Bulgarien til Danmark. Prisen var 10.000 euro, knapt 75.000 kr.

De nu tiltalte blev anholdt efter at politiet havde fundet deres tre sidste 'kunder', syriske flygtninge,den 13. oktober om natten. De havde betalt 40-50.000 kr. for at blive smuglet fra Grækenland til Danmark, og de tiltalte arrangerede rejsen i samarbejde med menneskesmuglere i udlandet.

De tre syrere kom om natten til Kolding, hvor de blev hentet af to af de tiltalte, som kørte flygtningene til en lejlighed i Nykøbing Falster, hvor alle blev anholdt af politiet.

I retten i Næstved afhøres de tre tiltalte i disse dage. Senere skal der føres vidner, blandt andre flere af de indsmuglede mennesker.

Dommen i sagen ventes senere på måneden.


Omkring 300 flygtninge bevægede sig i dag nordpå mod Sverige ad motorvej E45. (Video: Ernst van Norde)