Tiltale mod fire: Betal os 50.000 kr. om måneden eller vi drukner dig i søen

Retten i Glostrup starter mandag på to grove sager om pengeafpresning

Den 30-årige blev i området ved Køge Bugt Motorvejen omkring Dyregården nord for Dyringparken truet med kniv og en kæp og med at blive druknet. Foto: Google
Den 30-årige blev i området ved Køge Bugt Motorvejen omkring Dyregården nord for Dyringparken truet med kniv og en kæp og med at blive druknet. Foto: Google

Gennem tre timer blev en 30-årig mand holdt fanget af fire pengeafpressere, der slog og sparkede ham og truede med at drukne ham i en sø ved Brøndby Strand.

Kravet var, at han skulle betale afpresserne 50.000 kr. om måneden - foruden to engangsbeløb på 10.000 og 26.000 kr.

Det fremgår af anklageskriftet mod fire unge mænd, to 22-årige, en 23-årig og en 25-årig, alle af anden etnisk herkomst, som mandag stilles for retten i Glostrup.

Her er de tiltalt for frihedsberøvelse, afpresning, røveri og vidnetrusler. De nægter sig skyldige.

De fire har siddet varetægtsfængslet siden februar. I forbindelse med grundlovsforhøret dengang kom det frem, at det mulige motiv til afpresningen var, at den 30-årige skyldte en halv million kr. til en afdød grandfætter til den ene 22-årige.

Lokket i baghold
Den 21. januar i år blev den 30-årige lokket til et møde med den ene 22-årige mand. Men da han mødte op kl. 23.15 i Ulsøparken i Brøndby Strand, ventede de tre andre tiltalte også på ham og angreb den 30-årige med gentagne slag og spark i hovedet og på kroppen, siger anklageskriftet.

De tvang ham til at gå med dem rundt i områderne ved Dyregården,Hallingparken og et grønt område ved Køge Bugt Motorvejen, hvor han blev truet med en kæp og en kniv, mens mændene også truede med at drukne ham.

Så blev han tvunget ind i en varevogn ved Hallingparken, hvor han blev truet: 'Hvis du larmer, får du en ordentlig tur'. Herefter blev han igen slået og sparket i hovedet og på kroppen og fik frarøvet sine B&O høretelefoner.

Han fik besked på at betale 26.000 kr. den 22. januar, 10.000 kr. den 1. februar og herefter 50.000 kr. hver måned, lyder tiltalen.

Den anden 22-årige mand rettede grove trusler mod den 30-åriges familie, siger anklageskriftet. 'Jeg kommer efter din far', 'jeg kommer efter din ekskone og børn'.

Den 22-årige gjorde det også klart - siger tiltalen - at den 30-årige ville blive dræbt, hvis han anmeldte afpresningen til politiet: 'Hvis du går til politiet for at anmelde os, så vil der stå nogen klar til at nakke dig'.

Holdt indespærret i lejlighed
Retten i Glostrup tager mandag også hul på en anden afpresningssag fra Ballerup, hvor tre unge danskere, to 18-årige og en 23-årig, er tiltalt for afpresning mod to unge ofre. De nægter sig skyldige.

Den ene 18-årige var på flugt fra den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, hvor han afsonede straf fra en anden afpresningssag.

En ung mand blev holdt frihedsberøvet i fem timer i en lejlighed i Ballerup den 1. april i år. Han blev klokken fem om morgenen passet op på Ballerup Station af to af de tiltalte, tvunget ind i en bil og kørt til lejligheden, hvor en tredje person ventede. Han blev holdt fanget i lejligheden til klokken 10 og fik frataget sin iPhone og pung med rejsekort og dankort.

Tvunget til at købe iPhone
Han blev herefter tvunget med til to telebutikker i Ballerup Centeret for at købe en ny iPhone. Hos You See mislykkedes det, men hos Telia købte han en iPhone til 7500 kr., som han blev tvunget til at udlevere til to af de tiltalte. De forsøgte også at få ham til at aflevere sit NemID, men drengens forældre fattede mistanke, så det mislykkedes.

De to 18-årige er også tiltalt for en anden afpresning, der skete fem dage senere, hvor en ung mand blev passet op og truet med kniv i området ved Ballerup Centeret: - Jeg vil have 15.000 kr., og hvis du siger igen, at du ikke har dem, så stikker jeg dig, sagde den 18-årige flugtfange ifølge tiltalen.

For at understrege truslen viste de ham et billede at et knivstik og sagde:

- Hvis du ikke giver os 15.000 kr., så sker det her også med dig. Så stikker vi dig ned på stedet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere