Tiltale mod kvinde: Dræbte og begravede sin nyfødte baby

Kvinden holdt det, ifølge tiltalen, hemmeligt, at hun var gravid

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

En rumænsk kvinde på 22 år er blevet tiltalt for at have dræbt sit barn på ukendt måde under eller straks efter fødslen, hvorefter hun viklede det nyfødte barn ind i en trøje og gravede det ned.

Det skete ved Brinken i Glostrup i perioden omkring september sidste år.

Ifølge anklageskriftet havde kvinden hemmeligholdt sin graviditet, og da hun fik veer om aftenen, forlod hun sin lejlighed alene og fødte et fuldbårent barn på et græsareal i Glostrup uden at tilkalde hjælp eller bede om hjælp.

Det skete, ifølge anklageskriftet, af nød, frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed.

Hun er ligeledes tiltalt for at krænke gravfreden eller gøre sig skyldig i usømmelig omgang med lig i forbindelse med, at hun gravede barnet ned.

Hvis retten ikke mener, at der kan føres bevis for barnedrab ved fødslen, er kvinden subsidiært tiltalt for i forbindelse med sin fødsel at have udsat sit nu afdøde barn for alvorlig fare, fordi hun undlod at foretage 'de nødvendige hjælpeforanstaltninger, da hun så, at barnet ikke trak vejret, ligesom hun undlod at tilkalde hjælp, at klappe barnet i numsen eller andre handlinger for at få barnets vejrtrækning i gang.'

Barneliget blev fundet i oktober sidste år, og den rumænske kvinde blev sidenhen internationalt eftersøgt efter en intensiv efterforskning.

Politiet offentliggjorde dette billede af kvinden, som de mente havde begravet spædbarnet. Politifoto
Politiet offentliggjorde dette billede af kvinden, som de mente havde begravet spædbarnet. Politifoto
 

Hun blev anholdt i Rumænien og sidenhen udleveret til Danmark.

Tilbage i november måned sidste år sagde efterforskningsleder Ole Nielsen til Ekstra Bladet, at det var svært at fastslå, hvordan barnet døde.

- Ligets tilstand har gjort det svært for os at fastslå, hvad dødsårsagen er. Derfor kan vi hverken sige, om det er blevet dræbt, eller om det har været dødfødt. Det er kun moren, som kan fortælle os, hvad der egentlig er sket, sagde han til Ekstra Bladet

Sagen kører i Retten i Glostrup 31. august. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning med et indrejseforbud i seks år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere