Tiltale: Organiseret bande lavede indbrud for millioner

Tolv mænd sidder på anklagebænken, tiltalt for at være med i en organiseret tyvebande

Mændene blev anholdt på Hotel Rooms på Nørrebrogade. Foto: Henning Hjorth
Mændene blev anholdt på Hotel Rooms på Nørrebrogade. Foto: Henning Hjorth

Villaejere i Nordsjælland og på Frederiksberg oplevede i sensommeren og efteråret sidste år en stor stigning i indbrud, hvor et gennemgående træk var, at de skete langs s-togsnettet, rigtig mange af husene havde tyverialarmer, og tyvene ofte var kommet ind via førstesalen.

Politiet mener, at der er tale om en organiseret indbrudsbande, og netop nu står tolv albanske mænd tiltalt for en voldsom mængde indbrud af særlig grov skaffenhed til en samlet værdi af over ni millioner kroner. De er hovedsageligt tiltalt for tyveri af smykker og ure, men blandt de mere kuriøse tyvekoster i anklageskriftet er en klarinet, en mikrofon, barnebestik og en pudderdåse.

Hvis mændene bliver dømt, bliver de krævet udvist.

- Tyvene har måske erfaring med, at mange ikke har tyverialarm på førstesal og måske også erfaring med, at det typisk er på første sal, man har sine værdigenstande, fordi stuen typisk er køkken og spisestue, mens folk typisk har deres soveværelser og smykker på førstesal. Så der er et klatreelement i det, siger sagens anklager Peter Messerschmidt og tilføjer:

- Konceptet er meget, at man går tomhændet ind i et hus, og så finder man en rygsæk eller en taske og propper den med smykker og ure. Størstedelen af områderne er mere velstående kvarterer.

Kæmpe udbytte
Sagen startede i Københavns Byret i sidste uge og fortsætter i denne uge. Dom ventes først til oktober.

I anklageskriftet fremgår det, at mændene alene og i forskellige konstellationer er tiltalt for ikke mindre end 54 indbrud i perioden fra 12. august til 8. november sidste år, foruden et enkelt i februar sidste år og 11 i 2016. I flere af forholdene er der subsidiære tiltaler for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Udbyttet er et enkelt sted opgjort til 1,1 millioner kroner, men tyvene flere andre steder kom ud med udbytte omkring 100.000 kroner.

Se også: Flere og flere indbrud kobles til bande af albanske klatre-tyve

Flere af mændene erkender en håndfuld af forholdene, men i størstedelen af tilfældene nægter de sig skyldig.

Politiet så sammenhængen i indbruddene, fordi der begyndte at ske en masse indbrud langs s-togsnettet, og i slutningen af oktober sidste år var der et stort indbrud på Frederiksberg, hvor der blev stjålet for en halv million kroner.

Her gennemså man overvågning fra den nærliggende togstation for at se, om man kunne finde nogle personer, der kunne være potentielle gerningsmænd til det indbrud.

- Og der er to personer, der kommer slæbende med en kuffert, som er magen til den, der bliver stjålet derude, fortæller anklageren.

Politiet kunne se følge deres færden på DSBs videoovervågning og forskellige butikkers videokameraer. Helt til mændene gik ind på Hotel Rooms på Nørrebrogade, som tidligere hed Hotel Continent.

Ransager hotelværelser
- Det gør, at politiet er interesseret i det hotel og kigger i gæstelisten og googler de navne, der er på gæstelisten. Og pludselig på Facebook kan man se en person, der har en karakteristisk jakke på, som er magen til den, der er på videoovervågningen. Man kan se, at han er fra Albanien, og det gør, at politiet får interesse for albanske mænd på det hotel, fortæller Peter Messerschmidt.

Se også: Albansk bande sigtes for klatre-indbrud over hele Sjælland

Det endte med, at politiet ransagede de seks værelser på hotellet, der havde albanere boede.

- Og alle værelserne er proppet med værktøj, smykker, ure og så videre. Og så anholder man i alt tolv personer fra Albanien deroppe, fortæller han.

Efter ransagningen af hotelværelserne offentliggjorde politiet billede af de beslaglagte tyvekoster fra aktionen, så de kunne komme hjem til rette ejermænd. Politifoto.
Efter ransagningen af hotelværelserne offentliggjorde politiet billede af de beslaglagte tyvekoster fra aktionen, så de kunne komme hjem til rette ejermænd. Politifoto.

Du kan se hele listen over tyvekoster her

Blandt det enorme antal tyvekoster på værelserne var blandt andet smykker, parfumer, udenlandsk valuta, kreditkort, solbriller og mobiltelefoner, som skulle kobles til konkrete indbrud.

Se også: Har du også været offer for klatre-bande? Find dine stjålne ting her

I flere af forholdene mod de tolv mænd, er der rejst subsidiære tiltaler for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

- Der er nogle af dem, der påstår, at de ikke har været i Danmark på det tidspunkt. Så det er for at holde den åben. Hvis de kom med et alibi, så ville vi ikke have, at de skulle blive frifundet for tyveri, for så mener vi i hvert fald, at de skal have for hæleri for de ting, der blev fundet derinde, siger sagens anklager, Peter Messerschmidt og tilføjer:

- Vores opfattelse er, at det her er en tyvebande, der har lavet det her i forening, og derfor i det omfang, de har været i Danmark, hæfter for de indbrud, der er blevet begået, mens de har været her. Og i det omfang, de ikke har været her, mener vi, at de har begået hæleri af de genstande, der er blevet fundet.

Der er ti personer, der er efterlyst i sagen og eftersøgt internationalt.

- Man har fanget tre af dem, men de er under udlevering til Finland hvor de er eftersøgt for en lang række indbrud. Så vi har ikke kunnet få dem med her, siger anklageren.

Alene oplæsningen af anklageskriftet tog, ifølge Ritzau, en time og 38 minutter, og kun halvdelen nåede at afgive forklaring i retten i sidste uge.

- De fortæller alle, at de er kommet til Danmark for at arbejde i byggebranchen. Det er deres forklaring på alting. Men der er ikke nogen, der har kunnet konkretisere det, fortæller anklageren.