Tiltale: Sindssyg voldtægtsmand var på fri fod - og så slog han til igen

26-årig kræves dømt til anbringelse efter en ny voldtægt i Taastrup

Efter to voldtægter på få år kræves en 26-årig nu dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital på ubestemt tid. Foto: Jens Dresling Ritzau/Scanpix
Efter to voldtægter på få år kræves en 26-årig nu dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital på ubestemt tid. Foto: Jens Dresling Ritzau/Scanpix

For seks år siden voldtog en i dag 26-årig mand en ung mor i Taastrup, mens hendes lille søn lå og sov i lejligheden.

Det kostede ham en dom til psykiatrisk behandling, men den har tilsyneladende ikke haft nogen effekt, for tirsdag stilles den 26-årige for retten i en ny voldtægtssag.

Han er tiltalt ved retten i Glostrup for at have voldtaget en 54-årig kvinde i hendes lejlighed i Taastrup. Denne gang kræver anklager Bo Bjerregaard, at den 26-årige dømmes til anbringelse på et psykiatrisk hospital på ubestemt tid.

Ved en anbringelse kan den dømte kun udskrives med en dommers godkendelse. Ved en behandlingsdom er det op til overlægen at vurdere, hvordan behandlingen skal foregå. Det sker ofte ambulant, mens den dømte er på fri fod.

Se også: Voldtægtsoffers søn lå og sov: Mand dømt til behandling

Ved voldtægten 11. januar 2013 hævdede manden, at der var tale om frivilligt samleje.

Mødte uanmeldt op
Det samme har han forklaret om den nye sag, hvor han tilfældigt havde mødt den 54-årige kvinde få timer før, han - ifølge tiltalen - uanmeldt mødte op i hendes hjem.

Kvinden forsøgte at skubbe ham væk og protesterede højlydt, da han trak tøjet af hende.

Fysisk var han så stærkt, at kvinden ikke kunne modsætte sig voldtægten, hvor hun gentagne gange sagde 'stop' og 'stop så'.

Voldtægten skete mellem klokken 18 og 04 om morgenen den 1. oktober 2017. Grunden til, at retssagen har været så længe undervejs skyldes ikke efterforskningen, men at det har taget lang tid at få mentalundersøgt den 26-årige.

Retslægernes konklusion er, at den 26-årige stadig er sindssyg, og derfor lyder anbefalingen, at han dømmes til anbringelse under længstetid.

Når en person erklæres for sindssyg er han ifølge straffelovens § 16 straffri, men så bruges i stedet andre foranstaltninger som behandling eller anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Turde ikke skrige
Det var også retten i Glostrup, som i februar 2014 dømte manden, der er af udenlandsk herkomst, til psykiatrisk behandling efter voldtægten året før. Voldtægten skete en sen fredag aften, hvor han bankede på og blev lukket ind af kvindens veninde.

Han var perifer bekendt til offeret, fordi han havde kendt kvindens ekskæreste. Da veninden forlod lejligheden, kastede han sig over kvinden, der blev holdt fast på sengen og voldtaget.

Hun gjorde modstand, men turde ikke at skrige, fordi hendes lille søn lå og sov i lejligheden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere