Tiltale: Søn dræbte svag 91-årig mor

Kvinden døde fire dage efter grov vold, hvor hun fik mange slag mod hovedet og kroppen

En 91-årig kvinde var sengeliggende, da hendes 66-årige søn gav hende en serie slag og tryk mod hovedet og kroppen, så hun døde fire dage senere.

Sådan lyder tiltalen mod den 66-årige mand, der efter et års varetægtsfængsling nu stilles for retten i Helsingør, hvor han er tiltalt for drabet på sin mor.

Hun var selv i stand til at tilkalde hjælp efter overfaldet, men hendes kvæstelser var så alvorlige, at hun døde på Rigshospitalet den 21. januar sidste år.

Sønnen har siddet varetægtsfængslet i et år, men politiet er ikke blevet meget klogere på et formodet motiv til det brutale drab, som den 66-årige søn benægter, at han har begået.

Han har stort set ikke udtalt sig til politiet under den lange varetægtsfængsling, men anklagemyndigheden håber, at han vil udtale sig i retten, når nævningesagen starter på fredag.

Hidtil har den 66-årige forklaret, at han ikke kan huske, hvad der skete.

- Vi har rejst tiltale for drab, fordi Retslægerådet siger, at dødsårsagen er den vold, kvinden har været udsat for. Men nu er det op til retten at vurdere, hvilket forsæt, der kan have været tale om, siger senioranklager Helle Olesen, Nordsjællands politi.

Mange vidner indkaldt
Både anklager og forsvarer har indkaldt en del vidner under den fire dage lange retssag.

Ambulance og politi blev tilkaldt til den 91-åriges hjem, en villa i Nordsjælland, den 17. januar sidste år kl. 09.52. Sønnen havde sin egen bopæl, men opholdt sig tilsyneladende mest hos sin mor, blandt andet for at hjælpe hende.

Hun var svag og sengeliggende, da den 66-årige - ifølge tiltalen - tildelte hende adskillige slag og tryk på hovedet og kroppen.

Under retssagen kræver anklagemyndigheden, at han frakendes retten til at arve sin mor, men det er rutine i sager, hvor en livsarving dræber et familiemedlem.

Sønnen blev efter dødsfaldet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, men han er ikke fundet sindssyg og anklagemyndigheden kræver ham idømt en almindelig fængselsstraf.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere