Tiltale: Teenager låst inde og voldtaget på skift af to mænd

Fanget på badeværelse under nytårsfest. To unge på 17 og 19 år risikerer udvisning

En nytårsfest i Næstved endte i et mareridt for en teenagepige, da hun blev voldtaget på et badeværelse af to unge mænd, der på skift låste døren og tvang hende til oralsex og samleje.

Efter den anden voldtægt lykkedes det den berusede pige at låse døren op, flygte og slå alarm til politiet.

Sådan beskrives voldtægterne i tiltalen mod to udenlandske mænd på 17 og 19 år, der har siddet varetægtsfængslet bag lukkede døre siden nytårsdag.

De nægter sig skyldige. Mændene stilles for retten i Næstved 16. marts. Udlændingestyrelsen vurderer i øjeblikket, om de unge mænd skal udvises, hvis de bliver dømt.

Voldtægterne skete ved 02-tiden nytårsnat, hvor der blev holdt fest på en adresse i Næstved. Ifølge tiltalen blev teenagepigen trukket ind på badeværelset af den 19-årige, som låste døren.

Kaldte på kammerat
Han trak tøjet delvist af pigen og tvang hende til oralsex. Så åbnede han døren og kaldte på sin kammerat, mens han skubbede pigen tilbage på badeværelset, da hun forsøgte at slippe ud.

Den 17-årige kom ind på badeværelset, låste døren, trak tøjet af pigen og tvang hende til både oralsex og samleje. Da den 17-årige igen ville voldtage pigen, fik hun låst døren op og flygtede.

Ifølge tiltalen var pigen så beruset, at hun ikke kunne gøre modstand, men mændene brugte også i situationen tvang og trusler om vold, siger anklageskriftet.

Den yngste af mændene sidder fængslet på en lukket ungdomsinstitution, mens den anden sidder i Storstrøms Fængsel. Dommen i sagen ventes 18. marts.