Tiltale: Ville køre mand ned ved hæveautomat

Da en bil hamrede ind i Nordea, var det et bevidst forsøg på at køre mand ned, mener politiet

Bilen ramte Nordeas hæveautomat, hvor offeret i sagen lige havde stået. Han sprang for livet. (Foto: Kenneth Meyer)
Bilen ramte Nordeas hæveautomat, hvor offeret i sagen lige havde stået. Han sprang for livet. (Foto: Kenneth Meyer)

Et færdselsuheld på Tårnvej i Rødovre, hvor en bil endte i Nordea den 2. maj, var et bevidst forsøg på at køre et offer ned ved bankens hæveautomat.

Det mener Københavns Vestegns politi, der nu har rejst tiltale mod den 35-årige bilist for forsøg på grov vold mod offeret. Han nægter sig skyldig.

Han sprang for livet og kom ikke til skade, da bilen hamrede gennem metal-barrieren foran banken og vædrede facaden, hvor offeret netop havde stået ved kontantautomaten.

Se også: Varetægtsfængsling til bilist der ville påkøre fodgænger

Politiet mener dog ikke, at der var tale om et decideret drabsforsøg, men har rejst tiltale for forsøg på grov vold og subsidiært for at den 35-årige udsatte offerets liv og førlighed for fare ved grov kådhed eller hensynsløs adfærd.

Forud for episoden havde bilisten og offeret været i klammeri på p-pladsen ud for Nordea, hvor offeret blev skubbet i brystet og forsøgt ramt med et knytnæveslag, som han undveg.

Politiet har også rejst tiltale efter færdselsloven for hensynsløs kørsel og flugt fra uheldet, og derfor kræver anklagemyndigheden, at den 35-årige frakendes førerretten.

Se også: Ville påkøre fodgænger - endte i hæveautomat

Efter episoden blev den 35-årige varetægtsfængslet i en periode, men han er nu løsladt. I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig og forklarede, at han mistede herredømmet over bilen.

Nordeas facade og hæveautomat blev ret smadret ved påkørslen, og derfor vil banken formentlig kræve erstatning af den 35-årige, der senere på sommeren stilles for retten i Glostrup.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere