Tiltalt Citybois-stjerne tilstår

Citybois-stjernen Anthon Edwards Knudtzon risikerer en plet på straffeattesten, når han skal for en dommer fredag - nu undskylder han sit fejltrin

Anthon Edwards Knudtzon er tiltalt for at have delt to videoer med intime optagelser af en dengang 15-årig pige og dreng. Foto: Jens Dresling
Anthon Edwards Knudtzon er tiltalt for at have delt to videoer med intime optagelser af en dengang 15-årig pige og dreng. Foto: Jens Dresling

Anthon Edwards Knudtzon tilstår nu, at han har delt to krænkende videoer med intime seksuelle optagelser af en dengang 15-årig pige og dreng.

Det sker på Instagram, hvor han har godt 140.000 følgere, dagen før han skal i retten. Han er tiltalt i den såkaldte Umbrella-sag og har ifølge anklageskriftet delt to forskellige videoer med børnepornografisk materiale i kategori 2.

'I 2015 gik jeg i 9. klasse og var 16 år, her videredelte jeg to videoer uden at tænke over det til to af mine klassekammerater. Jeg var ung og naiv og tænkte ikke over konsekvenserne eller hvad der var rigtigt og forkert', skriver den i dag 20-årige sanger og tidligere børneskuespiller.

Artiklen fortsætter under billedet...

Citybois - her i selskab med den svenske sangerinde og Anthon Edwards Knudtzons kæreste, Svea Kågemark, lagde Tivoli ned i september.  Foto: Per Lange
Citybois - her i selskab med den svenske sangerinde og Anthon Edwards Knudtzons kæreste, Svea Kågemark, lagde Tivoli ned i september. Foto: Per Lange
 

Se også: Teenageidol tiltalt: Delte krænkende video af 15-årig

Undskylder af hele sit hjerte
Han vælger at tage bladet fra munden, efter at blandt andre Ekstra Bladet torsdag kunne fortælle om straffesagen mod ham.

 'Jeg ønsker at åbne op og fortælle om min situation, som nogle af jer har læst i pressen idag', lyder det fra Anthon Edwards Knudtzon, som lader forstå, at han tager situationen alvorligt:

'Jeg undskylder af hele mit hjerte, og håber at denne sag trods alt kan være med til, at man tænker mere over konsekvenserne ved at videredele videoer'.

Opslaget på Instagram har i skrivende stund fået knap 200 kommentarer, som overvejende er tilgivende.

Den første var et orange hjerte fra Thor Blanchez Farlov, som udgør den anden halvdel af Citybois.

Fakta om Umbrella-sagen

– Sagen begynder, da Facebook adviserer de amerikanske myndigheder om, at to videosekvenser og et billede med seksuelt materiale med personer under 18 år blev delt hyppigt blandt unge på chat-platformen Messenger. Delingerne sker frem til efteråret 2017. 

– Oplysningerne går via Europol til dansk politi, som indleder sagen under navnet Umbrella.

– Materialet består af seksuelt indhold med personer, der på tidspunktet for optagelsen var 15 år. Det kan være en overtrædelse af straffelovens §235 – distribution af børneporno.

– Politiet har sigtet over 1000 unge for distribution af seksuelt krænkende materiale blandt primært unge i hele landet. Hovedparten har delt videoen et par gange, men der er også enkelte, som har gjort det flere hundrede gange.

– Der er allerede afgjort ni prøvesager af forskellig grovhed, hvoraf otte blev anket til landsretten, og en enkelt er vurderet i Højesteret. Afgørelserne går fra frifindelse i et tilfælde over bødestraffe til betinget fængsel mellem 20 og 40 dage.

– Kendes man skyldig i overtrædelse af § 235, kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere