Tiltalt for at lade 14-årig dø: Mistænkt for at ville afstemme forklaring

41-årig er tiltalt for at undlade at skaffe hjælp både til sin egen datter og pigens kæreste, da hun indså, de havde brug for det. Drengen endte med at miste livet

En 41-årig kvinde mistænkes for at afstemme forklaring med et vidne. (Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix)
En 41-årig kvinde mistænkes for at afstemme forklaring med et vidne. (Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix)

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Den 41-årige kvinde, der er tiltalt for at efterlade en 14-årig dreng og sin egen datter i hjælpeløs tilstand på et tidspunkt, hvor hun vidste, de havde brug for hjælp, er nu også mistænkt af politiet for at forsøge at afstemme forklaring med et af vidnerne i sagen, en ung pige.

Det kom frem, da retssagen torsdag startede i Københavns Byret i en fyldt retssal.

Kvinden nægter sig skyldig i tiltalen. 

Se også: Teenager døde på badeværelsesgulv: Nu starter retssagen mod 41-årig kvinde

Den 41-årige er iført sort cardigan, prikket bluse og har mørkerødt opsat hår. Hun er tydeligt påvirket, og mens anklagepunkterne blev læst op, sad hun og stirrede stift ud i luften.

På tilhørerpladserne sidder både familie og venner til den afdøde dreng.

Referatforbud
Vidnet, som hun skal have forsøgt at aftale forklaring med, er en af de teenagere, der var til stede i lejligheden natten til 11. marts, da drengen døde, og kvindens datter blev alvorligt syg.

Det har fået konsekvenser for retssagens første dag, hvor den tiltalte kvinde aflægger forklaring. Anklageren begærede nemlig referat-forbud, så kvindens forklaring ikke kan påvirke pigen, der også skal i vidneskranken.

Det imødekom dommeren trods Ekstra Bladets protester, hvilket betyder, at medierne foreløbig og indtil den unge pige har aflagt forklaring, er afskåret fra at skrive om den tiltaltes version af, hvad der skete den skæbnesvangre nat.

Allan Nielsens 14-årige søn mistede livet efter at have fået indre blødninger. Foto: Jonas Olufson Krimi Kvinde tiltalt for at lade Allans søn dø: 'Selvfølgelig hader jeg hende'

Mand bortvist fra retten
Det meste af formiddagen blev den 41-årige kvinde udspurgt af anklageren. Midt i det hele måtte retsmødet dog stoppes, fordi en af tilhørerne - et familiemedlem til den døde dreng - sad og filmede i retten, mens den tiltalte afgav forklaring. Hans telefon blev beslaglagt, og han blev herefter bortvist fra retten.

Efter frokostpausen har forsvareren fortsat sine spørgsmål til den 41-årige.

Tiltagende kold og stiv
Der er afsat fire retsdage til sagen, og der er indkaldt adskillige vidner, som var i lejligheden, da den 14-årige dreng lå døende på badeværelsesgulvet.

Han blev stadig mere svækket. Han kastede op, var ikke til at komme i kontakt med og havde brug for en læge, fremgår det af anklageskriftet. Han blev mere og mere bleg, og kroppen tiltagende kold og stiv.

Til sidst afgik han ved døden. Han havde en skade på milten, der forårsagede indre blødninger, og hans krop var alvorligt forgiftet af metadon.

På et tidspunkt tjekkede kvinden ifølge anklageskriftet drengens puls, fordi hun var i tvivl om, hvorvidt han var i live. Hun ønskede angiveligt ikke, at drengen blev fundet i hendes lejlighed, og derfor bar flere af de øvrige tilstedeværende drengen ned på gaden klokken cirka 1:20.  

Først på det tidspunkt blev der ringet 112. Klokken 2:16 blev han erklæret død.

Knap en time senere fandt politiet pigen.

I løbet af aftenen havde hun ligget et andet sted i lejligheden med vejrtrækningsproblemer og fik flere voldsomme krampeanfald og næseblod.

Den 14-årige datter havde ifølge anklageskriftet indtaget en farlig cocktail af euforiserende stoffer og medicin - herunder hash, rivotril, metadon og MDMA. Også hun blev tiltagende svækket, men der blev ikke tilkaldt en ambulance, før hun blev fundet af politiet. Pigen overlevede, men pådrog sig en alvorlig hjerneskade

Straffeloven

Den 41-årige kvinde er tiltalt efter straffelovens paragraf 250, som lyder:

'Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.'