Tiltalt for at sætte ild til mand i sofa

Retssag mod 55-årig starter tirsdag

I forsøget på at inddrive en gæld på 35.000 kroner gik en 55-årige mand angiveligt langt over stregen. Det fremgår af anklageskriftet, hvor manden er tiltalt for grov vold mod en anden mand.

Det skriver Sjællandske Medier.

Manden skal blandt andet have hældt brandbar væske ud over offeret, mens vedkommende lå i en sofa. Derefter satte han, ifølge politiet, ild til offeret.

'Hvor er mine penge?' lød det angiveligt fra den 55-årige under overfaldet, som fandt sted 8. april i Skælskør.

Han er også tiltalt for at have slået og stukket sit offer med flere genstande, og det medførte 'behandlingskrævende skader', lyder det i anklageskriftet.

Retssagen starter tirsdag ved Retten i Næstved.