Tiltalt for bestialsk drabsforsøg på cykelhandler: Her er hans forklaring

En 18-årig mand, der er tiltalt for drabsforsøg på en 69-årig cykelhandler, forklarer sig nu i retten

Her er den 18-årige albaner på vej væk fra hjemmerøveriet sammen med den 34-årige makodoner. Politifoto
Her er den 18-årige albaner på vej væk fra hjemmerøveriet sammen med den 34-årige makodoner. Politifoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): - Jeg blev presset til det. Jeg var bange for, at de ville slå mig ihjel eller banke mig, hvis jeg ikke gjorde det. De sagde, at hvis jeg ikke gjorde det, ville de finde mig.

Sådan lyder forklaringen fra en kortklippet og spinkel albansk mand på 18 år, der er tiltalt for tilbage i februar 2017 at have forsøgt at dræbe en 69-årig cykelhandler på Østerbro i København under et hjemmerøveri.

Han nægter sig skyldig i drabsforsøg, men erkender at han var til stede, da hjemmerøveriet blev gennemført 27. februar sidste år.

Her er den 18-årige albaner på vej væk fra hjemmerøveriet sammen med den 34-årige makodoner. Politifoto 112 - 5. jan. 2018 - kl. 18:55 Efterlyst hjemmerøver skjuler sig i Makedonien: Kan ikke udleveres

Af anklageskriftet fremgår det, at den 69-årige cykelhandler blev mishandlet gennem en time fra 07.40 til 08.42 i sit hjem på Østerbro, og at han derefter blev forsøgt dræbt.

Ifølge anklagemyndigheden fik cykelhandleren under røveriet flere slag mod kroppen med et koben, to knivstik i venstre skulderblad og venstre lår. Han fik også flere spark mod halsen, så cykelhandleren knuste strubehovedet. Han brækkede også næsen. Efter overfaldet var den 69-årige i livsfare og blev hasteopereret.

Se også: Så brutalt var mordforsøget på cykelhandler under hjemmerøveri

Udover den tiltalte deltog en makedonsk mand og en endnu uidentificeret mand ifølge anklagemyndigheden også i hjemmerøveriet. Det har ikke været muligt at få den makedonske mand udleveret til Danmark og retsforfølge ham. Derfor er det i dag udelukkende den 18-årige albanske mand, der er for retten. 

Blev presset
Ifølge den tiltalte var det netop den makedonske mand, der planlagde røveriet i cykelhandlerens lejlighed.

- Jeg havde aldrig prøvet at lave sådan noget kriminalitet før. Men jeg fik at vide, at jeg ikke skulle være nervøs, og at jeg bare skulle gøre som han (den makedonske mand, red.) sagde. Jeg fik at vide, at vi bare skulle hente pengene, som han vidste, der var i lejligheden, forklarer den tiltalte og fortsætter.

- Jeg vidste ikke, hvad det var, der skulle ske, men jeg går med ind i lejligheden, og her er der en mand hjemme. Han (den makedonske mand, red.) slår manden virkelig hårdt. Der var blod over alt. Han (den makedonske mand, red.) bliver ved med at trampe på manden, og jeg kan se, at han får det dårligere og dårligere, og at han har svært ved at trække vejret.

Ifølge den tiltalte bad den makedonske mand ham på et tidspunkt om hjælp til at binde cykelhandleren.

- Cykelhandleren bliver bundet, og han (den makedonske mand, red.) bad mig om at hjælpe ham. Jeg gjorde bare, som han sagde. Så jeg holdt cykelhandlerens hovede. Imens jeg gjorde det, bed manden mig i fingeren. Smerten var så uudholdelig, at jeg gav ham en knytnæve i hovedet.

Den tiltalte forklarer dog i retten, at han havde ondt af cykelhandleren under røveriet.

- Jeg fik ondt i hjertet af at se ham, og jeg sagde flere gange til ham (den makedonske mand, red.), at det var forkert, og at vi skulle lade manden være og bare tage pengene. Manden havde det meget skidt, og jeg troede, at han ville dø, forklarer han, mens han understreger, at han følte sig presset til at medvirke.

- Jeg blev tvunget til det, og jeg følte ikke, at jeg kunne gøre andet. Jeg var helt alene i Danmark, forklarer den tiltalte, der understreger, at han ikke havde kendt de to andre gerningsmænd i særlig lang tid, da de udførte røveriet.

Planlagt røveri
Ifølge anklageskriftet var røveriet mod cykelhandleren nøje planlagt, da gerningsmændene af flere omgange havde besøgt opgangen, hvor cykelhandleren boede forud for røveriet.

Gerningsmændene kom fra lejligheden med et betragteligt udbytte. I cykelhandlerens lejlighed, der ligger oven på hans forretning, fandt gerningsmændene blandt andet guldsmykker, guldure og en bærbar computer til en samlet værdi af 94.873 kroner.

Anklagemyndigheden kræver, at den tiltalte udvises af Danmark for bestandigt.

Københavns Byret forventer at afsige dom i sagen fredag.

1 af 2 Politi på stedet efter hjemmerøveriet. Foto: Stine Tidsvilde
2 af 2 Her er den 18-årige albaner på vej væk fra hjemmerøveriet sammen med den 34-årige makodoner. Politifoto
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere