Tiltalt for døds-vold: Jeg bliver forfulgt af Noahs mor

- Jeg bliver skør over at få skylden for alt muligt, som jeg ikke har gjort, siger den tiltalte i retten

Noah boede i dette hus i Sommersted ved Haderslev. Spændingerne mellem Noahs mor og hendes nu 31-årige samlever voksede i tiden op til den lille drengs død. Foto: Ernst van Norde
Noah boede i dette hus i Sommersted ved Haderslev. Spændingerne mellem Noahs mor og hendes nu 31-årige samlever voksede i tiden op til den lille drengs død. Foto: Ernst van Norde

Den 31-årige mand, som er tiltalt for at have forvoldt den halvanden år gamle Noah Ry's død i februar sidste år, føler sig i den grad forfulgt - ikke kun af Noahs mor,  men også sin tidligere kone.

Den 31-årige er tiltalt for i flere tilfælde at have været voldelig overfor Noah og sin biologiske søn.

Eksperter på Ehlershjemmet ved Vilstrup har tidligere fastslået, at den 31-årige mand ikke kan tilsidesætte sine egne behov i forhold til sine tre biologiske børn.

Se også: Mor kæmpede en desperat kamp for at redde sin døende søn

Han har også et voldsomt temperament, fastslår eksperterne, som har vurderet mandens forældre-evne.

Træt af beskyldninger
I Retten i Sønderborg fortæller den tiltalte, at han er træt af at både Noahs mor og hans ekskone beskylder ham for alt muligt i forbindelse med børnene.

- Jeg gør ikke noget ved børnene udover at råbe efter dem. Jeg bliver skør over at få skylden for alt muligt, som jeg ikke har gjort, siger manden i retten.

Den 31-årige er blandt tiltalt for i december 2016 at have øvet vold mod Noah, så den lille dreng fik blod i afføringen. Dette forhold fandt sted cirka halvanden måde før Noah døde som følge af indre blødninger efter stump vold.

Noahs mor fandt blod i drengens afføring, ble og seng og det påtalte hun i skarpe vendinger overfor den 31-årige samlever.

Blod i bleen
Noahs mor var især rasende over, at samleveren ikke havde sagt noget om blodet i bleen.

- Men det gjorde jeg ikke fordi jeg fik skyld for alt muligt. Og Noahs mor begyndte efterhånden at lyde som min ekskone, som også beskyldte mig for alt muligt, forklarer manden i retten.

Den 31-årige mand er også sur over, at Noahs mor beskyldte ham for at tage amfetamin, hvilket han pure nægter, selv om der blev fundet amfetamin i hjemmet ved politiets ransagning.

- Jeg har ikke taget amfetamin den dag, da Noah døde. Jeg tog det først dagen efter hans død. Og før det havde jeg ikke taget stoffet i et år. Stoffet virker beroligende på mig, forklarer den tiltalte.

Skændtes ofte
Den efterhånden flere timer lange afhøring i retten afslører, at forholdet mellem Noahs mor og den tiltalte blev kraftigt forværret  i tiden op til, at Noah døde 6. februar sidste år.

Parret skændtes ofte og Noah var bange for sin stedfar.

Den tiltalte er endnu ikke blevet afhørt i detaljer om begivenhederne på dagen, hvor Noah døde.

Se også: Nægter sig skyldig i brutal døds-vold mod lille dreng

Tidsplanen for retsmødet er skredet en del og det er næppe sandsynligt, at den 31-årige når at blive afhørt fuldt ud tirsdag.

Den 31-årige har tidligere tirsdag erkendt, at han lider af et voldsomt temperament.

- Men jeg er ikke voldelig. Sidste gang jeg slog en var i folkeskolen.

- Jeg har på et tidspunkt fået en tagsten i hovedet og kraniebrud. Og det gav mig øget temperament. Jeg er senere blevet opereret for en tumor i hovedet og jeg føler, at jeg ikke er så temperamentsfuld længere, forklarer den tiltalte.

Mor i retten torsdag
Torsdag skal Noahs mor afhøres om forholdet til den 31-årige mand og om de tragiske begivenheder, der førte til den lille drengs død.

Retten har i øvrigt valgt at ophæve navneforbuddet efter ønske fra pressen. Dommernes begrundelse er, at der er tale om en alvorlig sag med en betydelig offentlig interesse.

Der går mindst halvanden måned før der falder dom i sagen.

 

FAKTA OM NOAHS DØD

Den 6. februar sidste år døde Noah Ry fra Sommersted ved Haderslev under dybt tragiske omstændigheder.

En obduktion afslørede senere, at drengen havde brækket mindst ti ribben. Han havde adskillige kvæstelser i bryst og brysthule. Der var sønderrivning af lever og milt og kvæstelser i lungerne. Der fandtes blodudtrækninger i brystskillevæg, miltleje, omkring begge nyrer, tolvfingertarm og tarmkrøs. Også hovedet havde været udsat for vold.

Dødsårsagen var ifølge den obducerende læge indre blødninger.

Først tiltalt for drab
I dagene op til dødsfaldet havde drengen været utilpas, og hans 27-årige mor havde flere gange været ved lægen. Moderen troede i første omgang, at det var lægens manglende behandling, der var årsag til dødsfaldet.

Borgere i Sommersted begyndte at samle penge ind til den hårdt ramte familie.

Ti dage senere blev en dengang 30-årig mand anholdt og sigtet for drab på den lille dreng. Senere er sigtelsen ændret til en tiltale for legemes-angreb af særlig rå og farlig karakter.

Den nu 31-årige mand er også tiltalt for vold mod sin egen søn samt besiddelse af euforiserende stoffer.

Han nægter sig skyldig i alle volds-anklager.

Der falder formentligt først dom i sagen i April.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere