Tiltalt for drab: Offer stukket i hovedet, halsen og kroppen

Ung mand er ligeledes tiltalt for flere andre lovovertrædelser

En 41-årig mand fik talrige stik og snit med knive mod hovedet, halsen og kroppen, da han blev dræbt på sin bopæl på Bredgade i Bjerringbro natten til 1. februar sidste år.

Nu har anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi rejst tiltale for drab mod en 23-årig mand. Derudover er den unge mand også tiltalt for flere tilfælde af vold, trusler og hærværk. Det er uvist, hvordan han forholder sig til tiltalerne.

Se også: 41-årig mand dræbt af knivstik

Umiddelbart efter drabet meldte politiet ud, at de formodede, at der var en relation mellem mændene.

- Vi ved endnu ikke så meget om mændenes indbyrdes relation eller motivet til knivdrabet, men vi formoder, at de kender hinanden i forvejen, og at der i forbindelse med en mindre, privat sammenkomst opstår tumult på stedet, som udvikler sig til knivstikkeri. Vi er i gang med at afklare det nærmere forløb, sagde politikommissær Poul Fink fra Central efterforskning dengang i politiets pressemeddelelse.

Drabet skete i forbindelse med en mindre sammenkomst i offerets hjem.

Allerede halvanden time efter drabet anholdt politiet den unge mand omkring halvanden kilometer fra gerningsstedet. Han var i besiddelse af en kniv, som politiet på det tidspunkt oplyste, at de formodede var brugt ved drabet.

Den tiltalt har fravalgt et nævningeting. Derfor bliver sagen behandlet som en domsmandssag ved Retten i Viborg.

Retssagen starter den 4. juni, og der forventes dom 17. juni.

Se også: 21-årig fængslet for at dræbe mand med talrige knivstik

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere