Tiltalt for drabsforsøg: 'Du er godt nok svær at slå ihjel'

25-årige mand er tiltalt for at have mishandlet en kvinde. Han nægter sig skyldig

En mand er tiltalt for at have udsat en kvinde for et voldsorgie over flere omgange. Han nægter sig skyldig. Foto: Per Rasmussen
En mand er tiltalt for at have udsat en kvinde for et voldsorgie over flere omgange. Han nægter sig skyldig. Foto: Per Rasmussen

Anklageskriftet mod en 25-årig mand er nærmest ubegribelig læsning. Her står manden tiltalt for flere tilfælde af grov mishandling og drabsforsøg på en kvinde fordelt over fire måneder. 

Sagen starter i Retten i Nykøbing Falster 19. februar.

Det var 26. december 2017, at manden i følge anklageskriftet forsøgte at dræbe kvinden på en adresse i Sakskøbing ved først at slå hende med et bordben ved tindingen, hvorefter han viklede et reb flere gange rundt om kvindens hals, men hun lå på gulvet, satte sin fod på hendes bryst og mave og strammede til, så hun ikke kunne tale og havde besvær med at få luft.

'Forsøget mislykkedes, da kvælningsforsøget viste sig sværere, end han havde regnet med, hvorfor han løsnede grebet og udtalte: 'Det var godt nok pokkers, at du ikke vil dø', eller 'du er godt nok svær at slå ihjel' eller lignende', fremgår det af anklageskriftet.

Voldsomme skader
Overfaldet resulterede blandt andet i hævelse og blålig misfarvning af halsen, smerter i venstre side af maven, blødninger i øjnene, sår i hovedet og brud på kindben, fremgår det.

Ved et tidligere tilfælde på samme adresse, 12. september 2017, blev kvinden ifølge anklageskriftet slået med et vasketøjsstativ lavet af metal på kroppen og i ansigtet, så hun mistede bevidstheden, brækkede tre ribben, fik blødning under højre trommehinde, en sammenklappet lunge, fraktur på kraniet og blodansamlinger uden på hjernen ved tindingebenet.

I samme forbindelse truede manden hende ifølge anklageskriftet på livet, hvis hun snakkede med politiet, fordi han ellers 'ville grave et hul og smide hende ned i det og hælde benzin ud over hende og sætte ild til det', ligesom han sagde, at 'der stod personer på begge sider af huset, og at hun ville blive skudt, hvis hun forsøgte at gå ud'.

I anklageskriftet er der rejst tiltale efter straffelovens §247 stk, 1, der giver muligheder for at forhøje straffen for vold efter §244-246 med indtil det halve, hvis det begås af en person, der tidligere er dømt for vold.

Den 25-årige mand er også tiltalt for i forening med en medtiltalt at have begået røveri mod en anden kvinde på en adresse i Sakskøbing og for vidnetrusler, hvis hun talte med politiet.  

I det tilfælde indfandt de to mænd sig ifølge anklageskriftet på adressen og råbte, at kvinden skulle åbne døren. Da hun ikke gjorde det, knuste de ruden i hoveddøren og trængte ind i lejligheden, hvorefter den 25-årige skubbede hende, så hun faldt ind i en kommode.

Han tog derefter noget hash, der lå på et bord og en oplader, ligesom de tvang hende til at købe med hen til en hæveautomat, hvor hun hævede 500 kroner.

Ekstra Bladet har talt med Peter Kragh, der er forsvarer for den 25-årige, der pt. sidder varetægtsfængslet.

- Han nægter sig skyldig i det, han er tiltalt for, fortæller advokaten, der ikke kan sige mere på nuværende tidspunkt om parternes relation eller andet om sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere