Tiltalt for drabsforsøg mod nyfødt: - Jeg kan ikke gøre for, at det blev en pige

Ifølge anklagemyndigheden ville han helst have haft en søn og forsøgte derfor flere gange at dræbe sin nyfødte datter

En 30-årig mand er ved retten i Lyngby tiltalt for ved to lejligheder at have forsøgt at kvæle sin datter. (Arkivfoto: Mogens Flindt)
En 30-årig mand er ved retten i Lyngby tiltalt for ved to lejligheder at have forsøgt at kvæle sin datter. (Arkivfoto: Mogens Flindt)

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): En 30-årig mand er netop nu i retten i Lyngby, tiltalt for at have forsøgt at kvæle sin datter to gange, fordi han hellere ville have en søn.

Ifølge anklageren mislykkedes mandens forsøg på at dræbe datteren kun, fordi moderen til den lille pige greb ind.

Manden, der nægter sig skyldig i forsøg på manddrab, virker enten påvirket eller uligevægtig, da han afgiver forklaring i retten i Lyngby tirsdag.

Se også: Tiltale: Bukkede nyfødt baby sammen og forsøgte at kvæle hende

Jeg kan ikke gøre for, at det blev en pige

Da anklageren spørger tiltalte, om han hellere ville have haft en dreng, giver han tydeligt udtryk for, at han i hvert fald ikke ønskede sig en pige.

- Jeg kan ikke gøre for, at det blev en pige. Vi har det fint nok med, at det blev en pige. Det er ikke min skyld, siger den 30-årige mand i retten.

Men det er stort set det eneste, manden svarer klart og tydeligt på. Når anklageren stiller et spørgsmål, svarer tiltalte på noget andet. Han påstår, at anklagerne mod ham, om at han har forsøgt at kvæle sin datter med en pude og knække hendes fingre bagover, i virkeligheden er noget, hans kone har gjort mod ham.

- Jeg kan huske noget med en pude over mit hoved, da jeg havde et epileptisk anfald, siger manden og fortsætter:

- Og så var der også det med fingrene, siger han og bøjer sine fingre bagover for at vise, hvordan han mener, at konen gjorde.

Han siger, at han har lagt en hånd for datterens mund, hvis hun skreg, og han lærte også hustruen, hvordan hun skulle få datteren til at tie stille, hvis hun skreg.

Ifølge anklageskriftet ønsker anklagemyndigheden den 30-årige mand anbragt på psykiatrisk afdeling.

Vil ikke vidne mod sin mand

Hustruen ankommer til retten i Lyngby sammen med den fire måneder gamle pige, der er forsøgt kvalt af sin egen far to gange. Hun har desuden en tolk med, da hun kun taler albansk og makedonsk.

Hun ønsker ikke at afgive vidneforklaring og har muligheden for at frabede sig det, da hun er gift med tiltalte. Dommeren beslutter dog, at hun skal pålægges at give vidneforklaring på grund af sagens alvor og datterens manglende mulighed for at forsvare sig.

Udover hustruen skal syv andre vidner afgive deres forklaring i dag, og når retssagen fortsætter torsdag.

Se også: Anklage: Far prøvede at kvæle nyfødt datter flere gange

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere