Tiltalt for falsk anmeldelse: DSB-ansat skifter forklaring om gaffatape

- Jeg troede, jeg skulle dø, forklarer DSB-ansat i retten. Anklageren mener omvendt, han har iscenesat hele overfaldet selv og dermed bevidst skabt forsinkelser for 100.000 mennesker

Politiet var massivt til stede, og 100.000 mennesker blev forsinket på deres rejse, da en DSB-ansat - ifølge anklagerne mod ham - iscenesatte sit eget overfald. (Video: Søren Langelund)

BYRETTEN I KØBENHAVN (Ekstra Bladet): En rulle gaffatape er et af de bærende elementer i retssagen mod en 36-årig DSB-medarbejder, som er tiltalt for at have iscenesat sit eget overfald i et IC3-tog tilbage i august.

Det stod klart i Københavns Byret tirsdag, hvor sagen blev indledt.

Det påståede overfald førte til, at politiet satte den helt store aktion i gang for at finde gerningsmændene. Ifølge medarbejderen bar de to gerningsmand nemlig på en mistænkelig pakke, der kunne være en bombe.

Det betød timevis uden togkørsel på og igennem Hovedbanegården, så DSB måtte indsætte busser, hvilket betød massive forsinkelser for omkring 100.000 passagerer.

Anmeldelsen førte til terror-alarm, men politiet fandt ingen mystisk pakke i nogen af togene. 112 - 29. okt. 2015 - kl. 15:27 Løsladt efter falsk terror-alarm: 100.000 mennesker blev forsinket

I retten tirsdag har den 36-årige medarbejder, der arbejdede med klargøring af tog, nægtet sig skyldig i samtlige forhold. Han fastholder, at han blev overfaldet og bagbundet af to mænd, som han fandt siddende i toget med en brun pakke.

Forinden havde han selv været i Stark for at købe gaffatape.

- Hvad skulle du bruge gaffatapen til, ville anklager Ebbe Arentoft vide.

- Jeg ville bruge det til at markere nogle steder, som jeg mente var til skade for arbejdsmiljøet, forklarede den 36-årige, som er beskyttet af et navneforbud.

Har du oplevet, at politiet ikke kommer, når du ringer, så hører vi gerne fra dig. Tip os på ebpoliti@eb.dk eller sms til 1224 (alm. takst)

Forholdt, at han tidligere har forklaret, at han købte gaffatapen, fordi han tidligere havde lånt en rulle på arbejdet og derfor 'skyldte' den til lageret, sagde han:

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg tidligere har forklaret. Jeg beklager. Men jeg var under meget pres i den periode.

Det svar gik igen flere gange, når anklageren spurgte ind til tiden op til overfaldet.

- Jeg beklager meget, men jeg har svært ved at huske det. Jeg var blevet truet og havde fået en pistol for panden, forklarede han.

112 - 8. aug. 2015 - kl. 16:50 DSB-medarbejder købte gaffatape før 'overfald'

Af en mand med store huller i hukommelsen huskede han dog bemærkelsesværdigt mange detaljer omkring selve overfaldet og tiden før og efter. Overfaldet skete, ifølge manden selv, da han gik ind i et klargjort IC3-tog for at tage en lur på sin nattevagt.

- Da jeg går igennem det andet togsæt, ser jeg, at lågen til klimaanlægget står åbent. Der sidder et stykke gaffatape på indersiden af lågen, som jeg tager af og smider i skraldespanden. Men jeg tænker ikke yderligere over det på daværende tidspunkt, forklarede manden.

- Jeg kommer så ind i familieafsnittet, og der ser jeg de her to mænd i mørkt tøj, der sidder og kigger på en brun pakke. Først rejser den ene sig op og går mod mig og peger en pistol direkte i hovedet på mig og siger: 'Du har ikke set nogen ting'.  Jeg troede, jeg skulle dø.

Foto: Ekstra Bladet 112 - 8. aug. 2015 - kl. 13:37 DSB-ansat varetægtsfængslet

- Jeg blev selvfølgelig chokeret. Jeg siger: ’Jeg har ikke set noget’, og så rejser den anden sig op, og sammen får de mig gelejdet ud i vestibulen (rummet, hvor udgangsdørene til passagererne er, red.)

Her blev han, ifølge sin egen forklaring, efterladt i togførerkupéen - bundet med gaffatape på krop og fødder og med tape for øjnene. Da hans kolleger kaldte ham op over radioen, fik han trykket på knappen, der gjorde, at han kunne svare og råbte på hjælp.

Herefter hørte han  'en rumsteren' ude i toget, før han hørte lyden af en dør, der smækkede. Kort efter kom kollegerne til toget og ikke længe efter ankom politiet.

Det førte til førnævnte menneskejagt og siden sigtelsen for falsk anmeldelse. Dagen efter blev den 36-årige fængslet i et grundlovsforhør.

Politiet har sidenhen med et forsøg bevist, at det godt kan lade sig gøre at binde sig selv, som manden var bundet med gaffatape - et forsøg, der senere i retssagen vil blive fremlagt i retten.

Derudover er der indkaldt 11 vidner, der skal være med til at klargøre, hvad der skete i IC3-toget tilbage i august, og dommen ventes at falde torsdag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere