Tiltalt for kæmpe svindel med øl, vand og vin: Staten snydt for millioner

Kræver fængsel og bøder for 142 millioner kr. til tre forretningsmænd

Der er penge i øl. Især for staten. Men tre tiltalte tjente angiveligt millioner af kroner på at snyde med blandt andet ølafgifter.
Der er penge i øl. Især for staten. Men tre tiltalte tjente angiveligt millioner af kroner på at snyde med blandt andet ølafgifter.

Statskassen er blevet snydt for moms, skat og afgifter for cirka 75 millioner kr. af tre mænd, der har beskæftiget sig med salg af drikkevarer som øl, vin og sodavand.

Det mener Københavns Vestegns politi, der har tiltalt mændene på 32, 45 og 30 år for organiseret økonomisk kriminalitet begået via tre firmaer, der har solgt drikkevarer uden i tilstrækkeligt omfang at afregne moms, skat og afgifter.

Foruden fængselsstraf går anklagemyndigheden efter at få de tiltalte idømt gigantiske tillægsbøder på godt 142 millioner kr.

Den 45-årige kræves idømt en bøde på 61.514.753 kr., den 32-årige en bøde på 58.653.131 kr. og den 30-årige en bøde på 22.282.452 kr.

Nægter
De tre tiltalte, der stilles for retten i Glostrup 6. februar, nægter sig skyldige.

Politiet slog til i april 2017, hvor de nu tiltalte blev anholdt og varetægtsfængslet bag lukkede døre. Politiet har haft et tæt samarbejde med skattevæsenet om at få kortlagt den formodede svindel.

De tre tiltalte har haft forskellige roller i ledelsen og driften af firmaerne, men har ifølge tiltalen begået svindlen i forening og efter fælles aftale.

Anklageskriftet er delt op i svindel med moms, skat, AM-bidrag, emballageafgifter og øl- og vinafgifter.

De største svindel-poster er unddragelse af moms og ølafgifter, der ifølge tiltalen udgør henholdsvis godt 33 millioner kr. og godt 22 millioner kr.

Momssvindlen er angiveligt foregået ved, at virksomheden har opgivet momstilsvar, der lå langt under, hvad der retteligt skulle betales. Det samme skete med ølafgifterne.

I et enkelt eksempel fra det omfattende anklageskrift kan nævnes, at firmaet angav et afgiftstilsvar på øl på 100.563 kr., men at det korrekte tilsvar var på 6.745.936 kr.

Det kneb også med at indeholde A-skat og AM-bidrag hos de ansatte, så statskassen er blevet snydt for godt 15 millioner kr. i skat og AM-bidrag.

Forbehold for udvisning
Retten i Glostrup har afsat 15 retsdage til den omfattende sag, hvor også tre danskere er tiltalt for andre roller i svindlen. Den del af tiltalen er endnu ikke offentlig.

Anklagemyndigheden tager forbehold for at kræve de tre udenlandske hovedmænd udvist af Danmark. De kræves også frakendt retten til at drive virksomhed.

De tre firmaer er ifølge Det Centrale Virksomhedsregister nu ophørt eller opløst efter konkurs.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere