Tiltalt for tre drab på ældre: Afsonede tidligere domme på fuld tid

Kriminalforsorgen skal redegøre for, hvorfor James Schmidt helt usædvanligt ikke blev prøveløsladt fra sine tidligere domme

Bliv klogere på sagen her. Producer: Martin Lorentsen

Hvis den 27-årige James Schmidt, der er tiltalt for rovmord på tre pensionister på Østerbro i København, slipper for en dom på livsvarigt fængsel, skal han i stedet idømmes forvaring på ubestemt tid.

Det mener Statsadvokaten i København, der nu har tiltrådt, at anklagemyndighedens subsidiære påstand under retssagen, som begynder 3. marts, skal være forvaring.

Det kom frem i Københavns Byret i dag, hvor varetægtsfængslingen over James Schmidt blev forlænget helt frem til dommen, som ventes at falde 13. maj.

Både livsvarigt fængsel og forvaring er på ubestemt tid. Men forskellen er, at ved livstid skal den dømte afsone mindst 12 års fængsel, før han kan søge om prøveløsladelse, mens en dom til forvaring i princippet kan ophæves efter få år, hvis den dømte ikke længere vurderes som farlig.

Går efter livstid
Forvaringsdømte sidder dog i snit mere end 14 år i fængsel. Men anklager Søren Harbo har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at han principalt nedlægger påstand om livsvarigt fængsel til James Schmidt, fordi anklagemyndigheden mener, at livstid er den sikreste straf.

I retten i dag oplyste Søren Harbo også, at han har bedt Kriminalforsorgen om at redegøre for, hvorfor James Schmidt, der tidligere hed Lual Lual, har afsonet sine tidligere domme på fuld tid.

James Schmidt, der tidligere hed Lual Lual, er nu sigtet for tre drab på ældre. Privatfoto 112 - 6. maj. 2019 - kl. 14:07 Sigtet for tre drab slap for forvaring i Højesteret

Han har ikke været prøveløsladt, hvilket er usædvanligt, fordi langt de fleste dømte bliver løsladt efter at have afsonet totredjedele af straffen.

James Schmidt er tiltalt for at have kvalt de tre pensionister på 80, 81 og 82 år i deres lejligheder på Vangehusvej 1 B og F i tiden fra 5. februar til 8. marts sidste år. Han var ude efter deres kreditkort, som blev misbrugt efter drabene til køb og kontanthævninger.

Leder efter alibi?
I retsmødet onsdag forsøgte hans forsvarer, advokat Mie Sønder Koch, igen-igen at få sin klient løsladt. Hun mener simpelthen, at politiets materiale mod ham ikke holder.

Advokaten oplyste, at hun har bedt politiet om at undersøge et fitness-kort og afhøre en kvinde fra en tatovør-butik, men hun oplyste ikke, hvad disse efterforskningsskridt skal bruges til. Det kan dog tyde på, at James Schmidt mener, at han har et alibi for et eller flere af mordene.

Anklager Søren Harbo sagde, at efterforskningen i sagen er slut, og at den nu bliver ’finpudset’ med blandt andet kort over teleanalyser.

James Schmidt sidder varetægtsfængslet i Helsingør arrest, og han og forsvareren var i retsmødet med på et videolink fra arresten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere