Tiltalt for ulovlig aflytning: Troede nabo skjulte Emilie Meng

Satte mikrofoner i væggen ind til naboen, da beboer troede, Emilie Meng var skjult i huset. Politiet ransagede huset fem gange

I september gravede politiet endnu en gang ved Emilie Mengs findested ved Borup. Video: Per Rasmussen

Fem gange fik en 69-årig mand fra Korsør ransaget sit hus af politiet, fordi en nabo mistænkte, at han holdt den dengang forsvundne 17-årige Emilie Meng fanget i huset.

Nu har politiet rejst tiltale mod naboen for ulovlig aflytning af den 69-åriges hus.

Ifølge tiltalen, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, borede naboen flere huller i muren til den 69-åriges hus, tog mursten ud af muren og satte optageudstyr op for at aflytte og optage samtaler fra huset.

Det var ikke kun den 69-årige, mens også hans to lejere på husets førstesal, der blev ulovligt aflyttet, lyder tiltalen mod naboen.

Nægter sig skyldig
Retten i Næstved har endnu ikke sat nogen dato på retssagen, men tirsdag skal der holdes et retsmøde, hvor naboens forsvarer, advokat Henrik Stagetorn, anmoder om, at den tiltalte nabo bliver beskyttet af et navneforbud.

Henrik Stagetorn ønsker ikke at udtale sig om den usædvanlige aflytningssag, men siger blot: - Min klient nægter sig skyldig.

Ifølge anklageskriftet skete den ulovlige aflytning på et ukendt tidspunkt mellem 10. juli 2016, hvor Emilie Meng forsvandt sporløst fra Korsør Station, og frem til 25. oktober 2016.

Under retssagen kræver politiet fire aflytnings-apparater konfiskeret.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Liget af Emilie Meng blev fundet i en sø ved Borup flere måneder efter aflytningen af et hus i Korsør. Foto: Privat og Per Rasmussen
Liget af Emilie Meng blev fundet i en sø ved Borup flere måneder efter aflytningen af et hus i Korsør. Foto: Privat og Per Rasmussen
 

Manden, der blev aflyttet, siger til Ekstra Bladet, at det var på tide, at der blev rejst tiltale mod hans nabo.

- Jeg synes, det er utilstedeligt, at det har taget så lang tid. Det er vigtigt for mig at få slået fast, at der er sket noget ulovligt. Ellers skrider retssikkerheden, og så kan enhver jo tillade sig at aflytte sine naboer, siger han.

Fik forhøjet erstatning
I Retten i Næstved fik han 6000 kr. i erstatning for de fem uberettigede ransagninger, 1200 kr. pr. gang, men Østre Landsret gav ham en forhøjet erstatning på 2400 kr. for den femte ransagning, som var langt mere omfattende.

- Jeg synes stadig, at erstatningen er for lav, men jeg er glad for, at jeg trods alt fik medhold i, at jeg fik for lidt første gang, siger den 69-årige.

Ved den femte ransagning borede eksperter huller i vægge, gulv og sokkel og brugte kameraer og sensorer for at lede efter skjulte rum.

- Der har tidligere været kælder under huset, som er fyldt op, og der er støbt gulv ovenpå. Politiet sagde, at de ville være sikre på, at de intet havde overset, men det sagde de også, da de havde været her fjerde gang og forsikret mig om, at nu kom de ikke mere, siger den 69-årige.

16 timers optagelser
Politiet fortalte aldrig, at naboen havde aflyttet ham, men det fandt han ud af senere. Ifølge den 69-årige, hvis advokat har fået indsigt i sagen, er der 16 timers lydoptagelser fra hans hus.

- Men det er stort set ikke andet end vej-støj, man kan høre. Vejen er meget trafikeret, siger den 69-årige, der ikke forstår, hvordan naboen har kunnet 'høre', at Emilie Meng var skjult i huset.

- Jeg forstår ikke, at politiet ikke har kunnet gennemskue det, men politiet har lavet en masse fejl, siger den 69-årige.

Politinspektør Kim Kliver, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til anklagemyndigheden, som har rejst tiltalen.

I april sidste år indstillede politiet efterforskningen af aflytningssagen, da anklagemyndigheden vurderede, at naboen ikke havde haft forsæt til at begå ulovlig aflytning.

Men statsadvokaten beordrede politiet til at genoptage sagen, og nu er der så rejst tiltale mod naboen.

Sagen fylder stadig meget for den 69-årige, der fik endevendt sit hus fem gange.

- Det værste er, at der går så lang tid, før sagen er afsluttet. Jeg ønsker, at jeg kunne lukke mappen med alle dokumenterne og smide den på bålet, siger han.

Den 69-årige håber, at en dom over naboen kan betyde en afslutning på mareridtet: - Jeg vil gerne komme videre med mit liv. Det er lidt svært i øjeblikket, siger han.

Emilie Mengs lig blev fundet juleaftensdag 2016 i en sø ved Borup på Midtsjælland. Mordet er stadig uopklaret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere