Tiltalt for vildt skyderi nytårsaften: Lussing førte til hævnaktion

Udover drabsforsøg er en 26-årig mand tiltalt for våbenbesiddelse, frihedsberøvelse, hæleri og et røveri mod en pengetransport i Ringsted

Politiet var massivt til stede ved Sjællandsgade, da der blev anmeldt skyderi 31. december 2016. 
Foto: Stine Tidsvilde
Politiet var massivt til stede ved Sjællandsgade, da der blev anmeldt skyderi 31. december 2016. Foto: Stine Tidsvilde

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Det var kulminationen på personligt fnidder mellem et medlem af gadebanden Brothas og en 26-årig mand uden banderelationer, der angiveligt førte til vilde skyderier på Sjællandsgade på Nørrebro nytårsaften 2016/2017.

Sådan forklarede den 26-årige mand, som nu blandt andet er tiltalt for drabsforsøg mod fire personer i forbindelse med episoden, der fandt sted klokken 21.33 31. december 2016.

Københavns Byret tog i dag hul på straffesagen mod den 26-årige med anden etnisk baggrund end dansk, der er beskyttet af navneforbud.

Her fortalte han, hvordan der op til skyderiet udspillede sig en personlig konflikt mellem ham og det fuldgyldige bandemedlem, fordi den 26-årige havde givet bandemedlemmets lillebror en lussing.

- Lillebroderen bad mig om en smøg på en flabet måde. Han er yngre end mig, så jeg bad han om at snakke ordentligt. Det ville han ikke, så jeg gav ham en flad, lød forklaringen til retten fra den 26-årige.

Ifølge den 26-årige sluttede han hurtigt fred med bandemedlemmet efter episoden med lillebroderen, men alligevel emmede luften af hævn.

- Vi fik talt ud om det, men jeg kunne mærke på ham, at han ikke kunne give slip på det, lød det fra den 26-årige, som også forklarede, at han i tiden op til skudepisoden nytårsaften, derfor valgte at iføre sig skudsikker vest.

Slåskamp på Christiania
Til retten fortalte den 26-årige også, at den personlige konflikt blev optrappet nytårsaftensdag 2016, da han sammen med nogle venner mødte bandemedlemmet på Christiania.

Mødet førte til tumult mellem den 26-åriges gruppe og bandemedlemmets venner.

- Vi sloges i fem-seks minutter, før nogle christianitter bad os om at stoppe, fortalte den 26-årige, som efter slåskampen angiveligt blev advaret mod at komme på Nørrebro.

- En ven kom hen til mig og sagde, at han (bandemedlemmet red.) havde sagt, at jeg bare kunne vente og se, hvad der skete, når jeg kom til gaden igen (underforstået Sjællandsgade på Nørrebro, red. ), forklarede den 26-årige, der med det samme opfattede meddelelsen som en trussel og derfor anskaffede sig en pistol.

Skud-kamp fanget på overvågning
Pistolen gemte han i et kælderrum i Sjællandsgade, og til retten fortalte han i dag, hvordan han benyttede samme pistol blot få timer efter ved skudepisoden klokken 21.33.

Anklager Andreas Emil Christensen viste onsdag formiddag overvågningsmateriale fra Sjællandsgade af skud-udvekslingen mellem den 26-årige og en gruppe endnu uidentificerede, sortklædte personer.

Den 26-årige erkender at have affyret to skud - et op i luften for at advare og et, som ramte bagruden af en parkeret VW for at skræmme de fire personer.

Omvendt mener anklagemyndigheden, at den 26-årige skød fra kort afstand med forsæt til at dræbe.

Efterlyst og anholdt i Sverige
Først i maj måned sidste år skred politiet til anholdelse af den 26-årige mand, der dog i første omgang havde held til at undløbe betjentene.

Under anholdelsesaktionen i den 26-åriges hjem i Hvidovre måtte politiet dog åbne ild og såre hans hund, som reagerede voldsomt på betjentenes tilstedeværelse.

Først fire uger efter lykkedes det svensk politi at anholde den 26-årige, der var flygtet til Malmø og levede fra hotel til hotel.

Udover drabsforsøg er den 26-årige tiltalt for våbenbesiddelse, frihedsberøvelse, hæleri og et røveri mod en pengetransport i Ringsted.

Der er afsat seks dage til sagen med forventet dom i starten af juni.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere