Tiltalt for vold mod betjent: Mistede herredømmet med 120 km/t

En 29-årig mand er i retten i dag, hvor han blandt andet er tiltalt for hensynsløs opførsel

Det kunne være endt grueligt galt, da en ung mand ifølge tiltalen sparkede en politimand tre gange på højre arm, mens han sad på bagsædet som anholdt i en patruljebil.

Da den 29-årige mand sparkede ud, ramte han rattet i bilen, så politimanden, der var fører af bilen, kortvarigt mistede herredømmet over bilen med en hastighed på omkring 120 km/t på motorvejen ved Brønderslev Syd.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, der er tiltalt for at have forvoldt nærliggende fare for andres, herunder politifolkenes, liv eller førlighed.

Episoden skete 28. august i år omkring klokken 01.50, og sagen mod manden kører i dag i Retten i Hjørring.

Umiddelbart forinden havde han ifølge tiltalen sagt, at han ’ville slå alle politifolk i Hjørring ihjel’, og at han ville dræbe deres familier, ligesom han sagde til politiassistenten bag rattet, at ’hvis jeg ville, kunne jeg sparke hovedet af dig lige nu’.

Trusler med hakke
Dramaet på motorvejen er ikke det eneste, den unge mand står tiltalt for.

Anklagemyndigheden mener også, at han har begået hærværk for 23000 kroner på en adresse i Hjørring ved at knuse vinduer og indbo, hvor han også ifølge anklageskriftet truede en person med en hævet hakke i juni i år.

Ligeledes er han tiltalt for at have truet en person i Aalborg med en knyttet næve og udtalt, ’jeg slår dig, jeg slå dig’, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for helbred eller velfærd, fremgår det af anklageskriftet.

Endelig er den 29-årige tiltalt for tyveri af en flaske vodka og for at have været i besiddelse af en injektor med påsat kanyle med ca. 0,8 ml væske med kokain, en pølsemandspose med kokainrester og et shotglas med rester af væske med kokain til eget brug. 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere