Tiltalt for vold: Nu har ASAP Rocky fået sin dom

Stockholms tingsrätt har netop afsagt dom over den amerikanske rapper

Det endte med betinget fængselsstraf for vold. Video: Aftonbladet

Årets mest omtalte gadeslagsmål i Stockholm har fået sat sit foreløbige punktum.

Den amerikanske rapper ASAP Rocky med det borgerlige navn Rakim Mayers var tiltalt for vold mod en 19-årig mand. Overfaldet fandt sted 30. juni.

Rapperen slipper for fængselsophold i Sverige, men er sammen med de to medtiltalte blevet idømt betingede fængselsstraffe for vold.

De to medtiltalte skal således heller ikke i fængsel.

ASAP Rocky og de to medtiltalte er ud over den betingede straf blevet dømt til at betale en erstatning til den forurettede på 12.500 svenske kroner.

Følg dommen live lige her.

Sagen kort

- Natten mellem 2. og 3. juli blev den 30-årige rapper anholdt. Han blev sigtet for at have deltaget i et slagsmål 30. juni.

I alt blev fire personer pågrebet efter hiphopfestivalen Smash x Stadion i Stockholm.

- 5. juli blev tre af dem varetægtsfængslet, herunder A$AP Rocky.

- 11. juli indstillede musikeren de koncerter, han havde i Europa i juli.

- 20. juli kontaktede USA's præsident, Donald Trump, den svenske statsminister Stefan Löfven. Trump bad om at få rapperen løsladt.

Den svenske statsminister svarede, at 'alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande'.

Trump har siden skrevet flere opslag på Twitter om sagen. Ligesom tv-personligheden Kim Kardashian West og hendes mand, rapperen Kanye West, har blandet sig.

- 24. juli afbrød den svenske USA-ambassadør sin ferie for at håndtere presset mod ambassaden som følge af sagen.

- 30. juli blev retssagen indledt ved byretten i Stockholm. Den fortsatte 1. og 2. august.

- 1. august afgav både den 19-årig mand og A$AP Rocky forklaring i retten.

A$AP Rocky forklarede, at overfaldet skete i selvforsvar, fordi den 19-årige mand angiveligt forfulgte og provokerede ham og hans følge.

Den 19-årige mand, som ifølge tiltalen blev tæsket og sparket, var også sigtet i sagen. Sigtelsen blev senere frafaldet, da det blev vurderet, at manden handlede i nødværge.

- 2. august blev A$AP Rocky løsladt og tog hjem fra Sverige efter mere end en måneds ophold.

- Natten til 12. august dansk tid gav A$AP Rocky sin første koncert ved Real Street Festivalen i Anaheim i Californien efter varetægtsfængslingen. Her satte han et par ord på tiden i Sverige, som han beskrev som en “skræmmende og ydmygende oplevelse”.

- 14. august falder dommen, hvor de tiltalte risikerer op til to års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige.

Flere med indgående kendskab til det svenske retssystem har dog vurderet over for det svenske nyhedsbureau TT, at hvis Rakim Mayers kendes skyldig, er det mest sandsynligt, at han idømmes en betinget straf.

Kilder: NTB, TT.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere