Tiltalt for voldtægt i pirat-taxa: - Hun ville betale med sex

35-årig mand tiltalt for voldtægt i forbindelse med kørsel af to unge kvinder med en uges mellemrum

Den 35-årige kørte i en lys Peugeot 3008 som denne. Nordsjællands Politi offentliggjorde billedet i søgen efter vidner og eventuelle andre ofre, der har kørt med chaufføren. Politifoto
Den 35-årige kørte i en lys Peugeot 3008 som denne. Nordsjællands Politi offentliggjorde billedet i søgen efter vidner og eventuelle andre ofre, der har kørt med chaufføren. Politifoto

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): - Hun ville betale med sex.

Sådan lød det fra en 35-årig mand, der er tiltalt for voldtægt af to kvinder i en bil, som manden i følge anklageskriftet brugte til pirat-taxa-kørsel.

Begge kvinder på 21 og 23 år blev samlet op i København med en uges mellemrum tilbage i september og skulle køres nordpå. Tiltalen mod den 35-årige omfatter voldtægt ved samleje, voldtægt ved andet seksuelt forhold og blufærdighedskrænkelse.

Han nægter sig skyldig.

Den 35-årige havde en sidegeschæft som chauffør for fragtfirmaet Urban Go Aps. På tidspunktet for den i følge anklageskriftet første voldtægt var Urban Go-appen ikke i brug.

I retten forklarede manden, at havde mødt den ene kvinde på 21 år ved Langebro. Hun gik ved broen, og han kørte i sin Peugeot. 

Tilbød lift
- Hun så ud, som om hun var meget ked af det. Så jeg kørte ind til siden for at snakke med hende, sagde han i retten.

Herefter satte kvinden sig ind i mandens bil.

Den tiltalte nægter at have kørt pirat-taxa. Kvinden har i et tidligere retsmøde forklaret, hvordan den 35-årige ville have 200 kroner for turen.

- Der har ikke været tale om, at kvinden skulle betale for turen. Jeg håbede på, at vi kunne være venner. Hun fortalte, at hun og kæresten havde slået op. Derfor spurgte jeg, om vi skulle være venner. Vi talte om musikken, som spillede i min bil, og der var god stemning. Derfor fik hun også mit nummer, forklarede den tiltalte mand.

Ifølge mandens udsagn ville han køre kvinden hjem. Men hvor han har kørt, kan han ikke huske.

– Jeg kører bare efter gps'en. Hun ville ikke have sex, så det havde vi ikke, forklarer han.

- Jeg havde min ene hånd på rattet og den anden på gearstangen. Så lagde hun sin hånd på min. Efter nogle minutter førte hun min hånd hen på sit lår.

Nægter samleje
Herefter forklarede den tiltalte, hvordan kvinden forlod bilens forsæde og gik ind på bagsædet af bilen. Den tiltalte blev siddende på førersædet, forklarer han.

- Jeg har ikke haft sex med hende, forsikrede han.

Kvinderne i sagen blev afhørt i retten bag lukkede døre. Derfor kendes deres forklaringer om det præcise hændelsesforløb ikke.

Mens manden nægter voldtægt og endsige at have haft sex med den 21-årige, hævder han, at den anden kvinde i sagen ville betale med sex for en køretur.

Kvinden fik kontakt med den nu tiltalte via fragtfirmaet Urban Go, hvor han den pågældende morgen kørte som chauffør. Da de mødtes, aftalte de ifølge den tiltalte, at kvinden skulle annullere turen på appen, fordi hun i stedet ville betale med sex, forklarede han i retten.

- Appen viser et cirkabeløb på, hvor meget turen koster. Omkring 320 kroner. Hun ville gerne betale med venlighed, med sex. Så jeg foreslår, at vi kører hjem til mig, men hun fortæller så, at hun kender til et bedre sted. Jeg kører derfor efter hendes anvisninger, og vi ender i en park på en parkeringsplads, lyder hans forklaring i retten.

Bilen med kondomer
I parken går kvinden fra forsædet til bagsædet, og den tiltalte bliver siddende på førersædet og finder et kondom frem, ifølge den tiltalte udviklede det sig aldrig, da de blev forstyrret af en bil i nærheden.

Da politiet i september ransagede den tiltaltes bil, fandt de adskillige kondomer gemt under måtterne i bilen.

Da anklageren spurgte i retten, hvorfor der er kondomer i bilen, forklarer den tiltalte, at kondomerne bliver brugt som gimmick, når han har unge, fulde passagerer med, som han giver dem til, hvis de spørger.

- Hvis der er et par unge fyre med som passagerer, så har jeg kondomer og cigaretter, som de kan få. Det har jeg et par gange givet til kunderne. Men jeg bruger dem ikke selv, sagde han.

Anklageren var uforstående over for, hvorfor kondomerne ikke bare lå i skuffen i bilen.

- Jeg har jo kunder i bilen, så hvis de åbner en skuffe fyldt med kondomer, kan det være, at det påvirker deres vurdering af mig som chauffør på appen, derfor gemmer jeg dem under måtten, forklarede den tiltalte.

Under retssagen tirsdag blev det oplyst, at den tiltalte kommer fra et land i Afrika, men ikke hvilket, og at han har opholdstilladelse i Danmark. Anklageren har taget forbehold for udvisning, hvis han bliver dømt skyldig.

Retssagen fortsætter med dom senere på måneden.