Tiltalt i kæmpe sag om grooming: Taget med børneporno for tredje gang

Anklager kræver 59-årig fængslet i tre et halvt år i omfattende sag om grooming på nettet

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Retten i Lyngby (Ekstra Bladet):  Anklagemyndigheden kræver en 59-årig mand fra Nordsjælland fængslet i ikke mindre end tre et halvt år i en af Danmarks største sager om Grooming af børn på internettet.

Manden erkender, at han fra 2011 og i en periode på flere år frem lokkede og overtalte børn til at sende nøgenbilleder og onanerer foran et webkamera.

I smug optog han børnene, mens hans ofre troede, at de videochattede med en teenage pige eller dreng tæt på deres egen alder. I alt er den 59-årige mand tiltalt for 363 forhold om krænkelser og børneporno.

Se også: Tiltalt i kæmpe grooming-sag: Lokkede nøgenbilleder ud af børn

Det er tredje gang, at politiet fanger den 59-årige i besiddelse af børneporno. To gange før er han blevet idømt ubetingede fængselsstraffe for at have og dele ulovligt materiale med børn.

- Nu står vi i en gentagelses situation, hvor det er helt tydeligt at tiltalte overhovedet ikke har forstået alvoren. Det er oven i købet eskaleret. For ikke nok med, at der denne her gang er tale om meget mere børneporno, nu har han også selv krænket børn, lød det fra anklager Helle Olesen i sin procedure.

Se også: Tiltalt i kæmpe grooming-sag: Jeg er ked af det

Ofre helt ned til otte år

For at kunne holde overblik i den omfattende sag, har politiet organiseret hvert eneste overgreb og optagelse i et regneark.

- Vores regneark viser, hvor omfattende det her er. Tiltalte har systematisk og nidkært opbygget to profiler, så det så ud som om, han var en helt anden, end han er, forklarede anklageren om de to facebook-profiler, hvor den 59-årige spillede en 15-årig pige og en 15-årig dreng for at finde sine ofre.

- Når børnene har forsøgt at beskytte sig selv og forsøgt at tjekke op på, hvem de talte med, så har tiltalte haft undskyldninger for, hvorfor han ikke kunne vise video af sig selv, lød det fra anklageren.

Under sagen har den 59-årige forklarede, at hans målgruppe var børn og unge mellem 15-25 år. Men ifølge politiet var størstedelen af ofrene mindreårige. Den yngste blot en otte-årig dreng, som den 59-årige ifølge politiet onanerede foran sit webkamera til.

'Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af'
Under sin procedure slog anklageren også hårdt ned på den tiltaltes forklaring til retten.

Han har tidligere erkendt samtlige 363 forhold i sagen, men også forklaret, at han er ked af, at politiet i forbindelse med efterforskningen har rakt ud til de mange ofre.

- Jeg var ikke klar over, at de skulle konfronteres med det. Jeg troede bare, at de skulle have noget erstatning. For hvad de ikke ved, har de ikke ondt af, lød det fra den tiltalte på første retsdag.

Det fik i dag anklager Helle Olesen til at trække sagens kerne hårdt og tydeligt op for retten og den tiltalte.

- Jeg er rystet over at høre sådan noget. For det viser, at der er en stor mangel for forståelse for, at det er tiltalte, der har gjort de her børn ondt og altså ikke politiet, lød det fra anklageren.

Ønsker behandling
Den 59-årige har sagen igennem ikke gjort sig særligt bemærket. Iført en joggingtøj sad han roligt og fulgte med i anklagerens procedure.

Forsvarsadvokat Steen Moesgaard krævede i sin procedure, at retten lader den 59-årige undergå en mentalundersøgelse.

- Så vi kan se om min klient kan få en betinget dom med mulighed for behandling, lød det fra forsvarsadvokaten.

Her kom han også ind på karakteren af de over 300 erkendte forhold om grooming.

- Det er rigtigt at min klient har lokket. Men han har aldrig tvunget, truet, presset eller forsøgt at mødes med nogle af de forurettede, lød de fra forsvarsadvokaten.

Hvis retten ikke vil lade den 59-årige mentalundersøge kræver forsvaret i stedet en fængselsstraf på halvandet år.

Retten i Lyngby forventes at træffe en endelig afgørelse i sagen senere i dag. Inden dommer og domsmænd træk sig tilbage for at votere, fik den 59-årige det sidste ord.

- Jeg må indrømme at den her sag og hele forløbet har gjort, at jeg er meget berørt. Jeg skal ikke på nogen måde forklare, hvad jeg har gjort, lød det fra den 59-årige.

Den massive sag i tal

Den 59-årige er tiltalt for 363 forhold om krænkelser og børneporno

Sagen indeholder 133 forurettede, hvoraf det er lykkes politiet at identificere 104 ofre

Der er tale om 46 piger og 58 drenge

45 af de 104 ofre er børn under 15 år

40 ofre er mellem 15-18 år

19 ofre er over 18 år, den ældste 62 år

305 gange har den 59-årige ifølge politiet optaget sine ofre over Skype, uden de vidste det

208 af optagelserne er af børn under 18 år, der er af sådan en grov karakter, at det er børneporno

En af de forurettede - et barn - er blevet ulovligt filmet over 40 gange. Ikke alle optagelserne var af seksuelle karakter

19  af børneporno-optagelserne er karakteriseret som kategori 2 – det vil sige optagelser, hvor der er en seksuel aktivitet med f.eks. indføring af ting

En enkelt børneporno-optagelse er i kategori 3 og indeholder optagelser af et barn, der har sex med en hund

De resterende er af kategori 1 - hvor man ser hele eller dele af barnet nøgen

11 optagelser med børn er blevet videredelt til andre pædofile

I fem af de delte optagelser er der tale om børn under 15 år

Politiet har kun kunnet identificere ni af børnene ud de i alt 11 børn, som er blevet optaget og delt på nettet

Fakta om grooming

Grooming er en gradvis proces, hvor krænkeren påvirker sit offer til at overskride sine egne grænser. Det sker ikke kun gennem sociale medier, men krænkeren har lettere ved at virke troværdig, når groomingen sker online, da offeret ikke kan se krænkerens alder, kropssprog, mimik mv.

Kontakten på nettet betyder også, at det ikke virker helt så farligt for barnet gradvist at overskride sine grænser, fx ved at begynde med at sende billeder af sig selv i undertøj for til sidst at sende nøgenbilleder.

 [Kilde: Det Kriminalpræventive Råd]

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere