Tiltalt røver: Jeg ville afsløre pædofile

Tre kammerater fra Vejle i retten - de er tiltalt for at lokke sexhungrende mænd i baghold, hvorefter de blev røvet

Jernbanegade i Vejle, hvor et af ofrene blev sat i stævne. (Foto: Anders Brohus.
Jernbanegade i Vejle, hvor et af ofrene blev sat i stævne. (Foto: Anders Brohus.
Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

- Jeg ville afsløre pædofile mænd. Jeg har selv døtre og der foregik flere pædofile overfald i det område, jeg boede i. Politiet gjorde ikke nok.

En 35-årig mand fra Vejle, der sammen med to kammerater er tiltalt for at have lokket flere sexhungrende mænd i sex-baghold for at røve dem, har netop nægtet sig skyldig i retten i Kolding.

Manden erkender, at han har skrevet sammen med flere mænd på nettet.

- Men det var alene for at afsløre dem som pædofile, har den 35-årige forklaret.

Udgav sig som unge piger
Den 35-årige mand er sammen med to kammerater på 19 og 20 år tiltalt for i flere tilfælde at have udgivet sig for at være unge piger på Internettet.

'De unge piger' lokkede ifølge anklageskriftet mændene ud på forskellige adresser i Vejle. Her blev de gennembanket, truet, afpresset og frarøvet deres penge af de tre maskerede kammerater.

Både knive og baseball bat blev brugt i kampens hede.

Retssagen i Kolding begyndte klokken 09.00 mandag og de to andre kammerater nægter sig stort set skyldige i anklageskriftet.

De skulle melde sig selv
- Jeg ville have mændene til at melde sig selv til politiet. Jeg synes ikke, at det er i orden, at en 50 år gammel mand vil have sex med en 16-årig pige.

Den 35-årige sammenlignede sin afslørende virksomhed på denne måde:

- Det er som TV-programmet 'Jagten' på TV3. Jeg skrev på Superchatten, at 'pige søger gavmild fyr.' Så væltede det ind med mænd. Det gik hurtigt over til at handle om sex.

Jeg synes ikke, at pædofili bliver straffet hårdt nok. Jeg har gjort akkurat det samme som Miki Mistrati har gjort på TV3. Han er ikke blevet fængslet. Den eneste forskel er, at han fotograferede de pædofile. Det gjorde jeg ikke, har den 35-årige netop forklaret i retten.

'Frækkert16'
Den 35-årige brugte blandt andet pseudonymet 'Frækkert16' når han ville i kontakt med mænd på Internettet.

Den 35-årige erkender, at han har haft kontakt med rigtig mange mænd.

- Jeg har også haft kontakt med mange flere mænd end dem, der er nævnt i anklageskriftet. Jeg lokkede dem hen i nogle konkrete gader, så de kom i en slags offentlig gabestok, har den 35-årige forklaret.

Overfaldene på de sex-hungrende mænd skete i maj og juni måned sidste år.

Flere af ofrene gik til politiet efter at de flere gange blev forsøgt afpresset efter røveriet.

De tre kammerater kender hinanden gennem VUC i Vejle, hvor to af dem gik i skole. Ingen af dem har en direkte hård kriminel fortid.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere