To 7-årige børn meldt for vold mod lærer

To 7-årige børn er blevet meldt til politiet for vold mod deres lærer. Regelændring er skyld i anmeldelsen

Det var her på Borup Skole i Køge, at volden mod læreren angiveligt fandt sted. (Foto: Google Maps)
Det var her på Borup Skole i Køge, at volden mod læreren angiveligt fandt sted. (Foto: Google Maps)

To børn på syv år fra Borup Skole er meldt til politiet for vold mod deres lærer.

Det skriver DAGBLADET Køge.

Angiveligt har de to børn sparket deres lærer og slået vedkommende med en pind.

Anmeldelsen sker efter en ny praksis, som fra september pålægger skoler og daginstitutioner at melde selv helt små børn til politiet. Det er Erstatningsnævnet for Voldsofre, som i flere afgørelser om erstatning til ansatte, har krævet som betingelse, at sagen har været politianmeldt.

Se også: 15-årig truede lærer én gang for meget: 7 dages fængsel

Det har fået Skolelederforeningen, BUPL og Danmarks Lærerforening til at anbefale deres medlemmer altid at politianmelde voldsepisoder, som har medført fysisk eller psykisk skade. Men både Køge Kommune, som støtter Borup Skole i anmeldelsen, og de tre interesseorganisationer, er kritiske over for Erstatningsnævnets nye praksis.

- Ingen skal risikere at blive udsat for vold, men hensynet til barn og familie ligger også læreren meget på sinde. En politianmeldelse skaber en optrapning af konflikten mellem lærer og hjem, som er voldsom uhensigtsmæssig, siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, til Dagbladet Køge.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Borup Skole, men her sender man sagen videre til direktør for Børne- og Ungeforvaltningen i Køge, Henrik Laybourn. 

Han kan dog ikke ikke udtale sig om, hvad der helt konkret er sket.

- Vi støtter op om skolen. Når de har anmeldt det til politiet, så er det fordi, de har gjort det, som de mente var nødvendigt. De vil ikke risikere, at en medarbejder ikke kan få erstatning. Men vi vil gerne have ændret reglerne tilbage til det oprindelige, så man slipper for politianmeldelsen, siger han til Ekstra Bladet.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi, som har modtaget anmeldelsen af de to 7-årige børn, har man overgivet sagerne til afdelingen for forebyggelse.