To års fængsel for falske penge og våbenbesiddelse

En ung mand er blevet idømt to års fængsel for blandt andet at have fremstillet falske 500 kr-sedler

En 27-årig mand fra Ringsted-området blev i går ved Retten i Roskilde idømt to års fængsel.

Han havde blandt andet fremstillet 34 stk. 500 kr.-sedler og samtidig besiddet et oversavet jagtgevær, to almindelige jagtgeværer, fire rifler og en mængde ammunition.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet kom på sporet af manden grundet en videosekvens med billeder af våbnene, men de fandt dog aldrig våbnene trods flere ransagninger.

Den nu dømte mand nægtede sig skyldig i besiddelse af våben, men tilstod at have eftergjort pengesedlerne dog uden at have til hensigt at bruge dem.

- Vi anser det for meget alvorlige forbrydelser både at fremstille falske penge og at besidde farlige skydevåben og ammunition, når man ikke har de fornødne tilladelser til det. Politiet har derfor lagt en dedikeret og effektiv indsats i efterforskningen, og anklagemyndigheden er tilfreds med, at Retten i Roskilde har valgt med en dom af den varighed at signalere, at man ikke kan undslå sig et strafansvar, selv om politiet ikke finder de fysiske våben, udtaler anklagerfuldmægtig Lise Møller Frandsen.

Den 27-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i juni 2015 og blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen, som han modtog.