To anholdt og sigtet for grov vold mod spædbarn

Spædbarnet var kun 11 uger gammel, da volden skulle være sket

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 22-årig mand og en 19-årig kvinde er sigtet for grov vold mod et 11 uger gammelt spædbarn.

Politiet anholdt de to unge personer, der er fra Varde-området, tirsdag på slaget 10.20. De har endnu ikke selv taget stilling til sigtelsen.

De anholdte er spædbarnets primære omsorgspersoner.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Når I skriver nærmeste primære omsorgspersoner, er der så tale om spædbarnets forældre?

- Det kan jeg ikke gå nærmere ind i. Det er den formulering, vi bruger nu, der dækker over situationen, lyder det fra Mads Dollerup-Scheibel, kommunikationsmedarbejder ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mads Dollerup-Scheibel kan ikke uddybe, hvorfor der er tale om grov vold.

Politiet fik allerede anmeldelsen om vold mod spædbarnet 29. november og har siden da efterforsket sagen.

Det er endnu ikke sikkert, om de anholdte skal i grundlovsforhør. Det er anklagemyndigheden ved at tage stilling til.

Politiet har ikke flere oplysninger i sagen, oplyser de.