To børn forsvundet: Mor anholdt i vild kriminalsag

En syvårig dreng og hans 17-årige søster har været forsvundet siden september. Nu er deres mor anholdt i en sag, der også involverer tre dødsfald

Joshua Vallow (til venstre) og Tylee Ryan har været væk i flere måneder. Foto: National Center for Missing & Exploited Children
Joshua Vallow (til venstre) og Tylee Ryan har været væk i flere måneder. Foto: National Center for Missing & Exploited Children

Den syvårige amerikanske dreng Joshua 'JJ' Vallow og hans 17-årige søster Tylee Ryan blev sidst set i september, og politiet siger, at de 'har en stærk tro på, at Joshuas og Tylees liv er i fare'.

Nu er moren, Lori Vallow, der bor i Idaho, blevet anholdt.

Det skriver det amerikanske medie Time.

Årsagen til morens anholdelse er, at hun og hendes nye mand Chad Daybell har løjet om, hvor børnene befinder sig, oplyser politiet i Idaho-byen Rexburg.

Hendes mand, Chad Daybell, har angiveligt fortalt en lokal person, at Lori Vallow ikke har nogen børn, mens Lori Daybell selv har fortalt en anden person, at hendes datter døde for mere end et år siden.

'Vallow har forladt sine to mindreårige børn, forsinket politiets forsøg på at finde hendes børn og opfordret en anden person til at udskyde politiets forsøg på at finde hendes børn', siger Madison County anklageren Rob Wood i en officiel udtalelse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Lori Vallow er anholdt. Foto: Politifoto
Lori Vallow er anholdt. Foto: Politifoto
 

Flere besynderlige dødsfald
Men sagen rækker langt ud over de to børns forsvinden.

Den strækker sig over flere stater og involverer efterforskning i tre forskellige dødsfald.

Lori Vallows eksmand, Charles Vallow, blev 11. juli skuddræbt i Phoenix af Loris bror, Alex Cox. Broren hævdede, at han skød i selvforsvar.

Mordet blev ikke nemmere at opklare, da Alex Cox selv døde af ukendte årsager i december.

Men også morens nyfundne mand, Chad Daybell, har oplevet dødsfald i den nære familie kort før, han fandt sammen med Lori Vallow.

Lori Vallow flyttede med sine nu forsvundne børn til Idaho i august. To måneder senere døde hendes nuværende mands ekskone Tammy Daybell. Retsmedicinere vurderede dengang, at hun døde at naturlige årsager, men da Chad Daybell to uger efter hans kones dødsfald giftede sig med Lori Vallow, blev politiet mistænksomme.

Man har herefter besluttet at grave Tammy Daybells lig op til yderligere undersøgelse.

Resultaterne af undersøgelserne af Tammy Daybell og Alex Cox' lig er endnu ikke offentlggjort.

Lori Vallows forsvarsadvokat, Sean Bartholick, har endnu ikke svaret på nogen henvendelser hverken på telefon, mail eller sociale medier.

En talskvinde siger, at politiet vil holde en pressekonference i sagen fredag eftermiddag lokal tid.