To døde i brand

Branden brød ud på en ejendom i Taastrup

Video: Kenneth Meyer

To mænd er afgået ved døden efter en brand på Sengeløsevej i Taastrup.

Det fortæller Torben Wittendorff, vagtchef  hos Københavns Vestegns Politi.

De fik anmeldelsen klokken 01.50 i nat.

- Vi har to, der er omkommet i branden, siger vagtchefen, der ikke kan oplyse alder på nuværende tidspunkt. Der er dog tale om voksne personer af udenlandsk herkomst.

Hvor og hvordan branden er opstået er stadig uvis.

- Vi er i fuld gang derude i øjeblikket og kommer til at være det i noget tid endnu. Vi arbejder meget på at finde ud af, hvad der er sket, siger han.

Han fortæller, at de traf tre kroater, syv litauere og en dansker på stedet, da de kom ud på adressen.

- Dem har vi været i gang med at afhøre hele natten og er fortsat i gang med at afhøre, siger han.

Politiet formoder, at personerne har boet sammen på ejendommen.

- Mistænker I, at der er noget kriminelt ved branden?

- Vi efterforsker bredt. Vi udelukker ingenting, siger han.

Der er dog ikke for nuværende noget, der indikerer noget kriminelt.

Det var efter det oplyste en forbikørende på motorvejen, der kontaktede politiet og oplyste, at han kunne se, at der var ild i et hus.

Der var ikke naboer, der blev evakueret i forbindelse med branden, og ingen af de personer, der blev truffet ved adressen, er kommet til skade.

- De er kommet ud. Der er ikke andre, der har været til observation, siger vagtchefen.