To dræbt under politijagt på 13-årig biltyv: Her er statsadvokatens 'dom'

Datter til dræbt 84-årig tager statsadvokatens afgørelse til efterretning

Video fra ulykken i Valbyparken. Video: Kenneth Meyer

To veninder blev dræbt på stedet, da en stjålen Skoda med en 13-årig dreng bag rattet og en 15-årig på passagersædet, kørte ind i Valby-parken i København på flugt fra politiet.

Skodaen ramte de to ældre kvinder, der gik tur på en sti i parken på den skønne sommerdag den 22. juli sidste år. Sekunder efter var den forfølgende patruljevogn fremme, og drengene blev anholdt.

Kvindernes liv stod ikke til at redde, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev sat på sagen for at efterforske, om politiets eftersættelse af den stjålne bil var i orden.

Nu har Statsadvokaten afgjort, at politifolkene handlede korrekt under eftersættelsen og at patruljen, der kørte med udrykning, ikke var skyld i den tragiske ulykke.

Se også: Thomas så unge drenge påkøre flere i park: Det er utilgiveligt

Statsadvokaten konkluderer, at der var en passende afstand mellem den eftersatte bil og politipatruljen, og at føreren af den stjålne bil ikke blev presset af politiet.

Det bekræfter advokat Martin Cumberland, der er advokat for den ene af de to politibetjente. Den anden betjents advokat, Torben Koch, bekræfter ligeledes, at undersøgelsen hos DUP og Statsadvokaten frikender betjentene for ansvar for ulykken.

Datter: Tager det til efterretning
De pårørende til de dræbte kvinder er også blevet underrettet om Statsadvokatens afgørelse.

Vibeke Hviid, hvis 84-årige mor blev dræbt ved ulykken, siger til Ekstra Bladet, at hun tager Statsadvokatens afgørelse til efterretning. Moderens veninde var først i 70´erne.

Efter ulykken i sommer stillede Vibeke Hviid spørgsmål ved, om politiets eftersættelse nu havde været nødvendig: - Det spørgsmål har jeg sådan set stadig, men nu er sagen blevet grundigt undersøgt, og det er jeg tilfreds med. Jeg tager resultatet til efterretning, siger Vibeke Hviid.

Resultatet af undersøgelsen er også en slags afslutning på tragedien for Vibeke Hviid. De pårørende har mulighed for at klage over statsadvokatens afgørelse til rigsadvokaten, men det har Vibeke Hviid ingen planer om.

Advokat Martin Cumberland siger: - Det er en dybt tragisk sag, men der er ikke en finger at sætte på betjentenes ageren, og det havde jeg heller ikke forventet. De havde tændt for patruljevognens videokamera, som optog hele forløbet, og det er tydeligt, at patruljen holder en passende afstand.

De to kvinder døde på stedet. Foto: Kenneth Meyer. 112 - 24. jul. 2016 - kl. 12:22 Kvinder dræbt af 13-årig flugtbilist: Nu står datter frem

Vidner, der blev opmærksomme på patruljevognens sirene, skønner, at der blev kørt 50-60 km/t.

Eftersættelsen var kortvarig og oversigtsforholdene gode. Betjentene, der kun havde få sekunder til at bedømme situationen, kunne ikke forudse, at den stjålne bil kort efter ville køre ind på stisystemet i parken, hvor oversigtsforholdene var mere vanskelige, skriver Statsadvokaten.

Drengen kan ikke straffes
Hele ansvaret for ulykken pålægges derfor føreren af den stjålne bil, men da drengen kun var 13 år, kan han ikke straffes for uagtsomt manddrab. Efter anholdelsen blev han overgivet til de sociale myndigheder.

Drengene stjal bilen ved Vigerslev Allé, hvor nøglen sad i, mens en familie var ved at pakke den til en ferietur. Pludselig var bilen væk, men en patruljevogn var tæt på og fik øje med Skodaen med den meget unge chauffør.

 

Her bliver den ene afdøde kvinde kørt væk, efter at være blevet ramt af en flugtbilist i Valbyparken. Foto: Kenneth Meyer 112 - 23. jul. 2016 - kl. 10:41 To kvinder dræbt under biljagt: 13-årig bag rattet

Advokat Martin Cumberland er glad for, at sagen er blevet grundigt undersøgt: - Nu er vi kommet til bunds i sagen, og det er godt både for betjentene og de efterladte, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere