To dykkere savnes: Opgiver eftersøgning

Forsvaret har hjulpet med eftersøgning efter dykkere. Fortsat uden held

En helikopter og flere fartøjer deltager i eftersøgningen. Video: Per Rasmussen

En større eftersøgning har fredag formiddag fundet sted i vandet ud for Møns nordlige kyst.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Forsvaret til Ekstra Bladet.

Forsvaret har blandt andet søgt i vandet med flere fartøjer og en helikopter, men eftersøgningen har ikke båret frugt.

- Status er, at vi har afblæst aktionen. På baggrund af nogle beregninger har vi konkluderet, at vi ikke kan finde dem, siger Peter Franzen, der er vagthavende ved Forsvarets Operationscenter.

Ekstra Bladet har talt med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi samt Forsvarets Operationscenter kl 16:15.

- Der er stadig intet nyt. Vi var over området to gange, og udvidede endda søgeområdet, inden vi afblæste eftersøgningen, men vi fandt dem ikke i vandoverfladen. Så vi håber selvfølgelig, at de selv er gået i land, men vi har ikke hørt fra dem endnu, siger Peter Franzen.

Kom ikke op igen
Eftersøgningens mål var at finde to dykkere, som var forsvundet.

- Der var fire lystfiskere, der uafhængigt af hinanden har set de to personer dykke op og ned, men pludselig er de væk. Efter et stykke tid, hvor de ikke er kommet op igen, slår de så alarm, siger han.

Han forklarer, at man i forbindelse med den slags aktioner taster data ind i et program, som herefter udregner hvilke områder, man bør søge i, og hvor lang tid, det giver mening at blive ved med at søge. Og på baggrund af det giver det ikke mening at fortsætte eftersøgningen, som startede kort efter klokken 10, fortæller Peter Franzen.

- Vi håber selvfølgelig, at de er smuttet uden om os og er i land, siger han.

- Sig til, hvis det er jer
Politiet og Forsvaret afventer nu, om der er nogen pårørende, der melder to personer savnet, hvilket ikke er sket endnu. Der er derfor et håb om, at de to dykkere er kommet op på land.

Den vagthavende fra Forsvaret har derfor en opfordring.

- Hvis I har været i nærheden, og det kan være jer, vi har ledt efter, så må I meget gerne melde jer, siger han.

Det er nu politiet, der fremadrettet skal tage stilling til, om der skal ske yderligere eftersøgning efter de mulige forsvundne personer.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at redningsaktionen foregik nord ud for kysten ved Nordfeld Gods. Han fortæller samtidig, at det har regnet en del i området, og at sigtbarheden derfor var dårlig under eftersøgningen. Vejret havde dog ikke nogen indflydelse på, hvor mange enheder, der blev sat ind i eftersøgningen.

Ekstra Bladet følger sagen ...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere