To fængslet efter masseslagsmål til demo: Medbragte hammer

17-årig dreng og 26-årig mand varetægtsfængslet efter tumult  i det indre København i går eftermiddag

Politiet med en af tre, der blev anholdt på Vesterbrogade i går eftermiddag. Af dem blev to fremstillet i grundlovsforhør.
Foto: Per Mathiesen
Politiet med en af tre, der blev anholdt på Vesterbrogade i går eftermiddag. Af dem blev to fremstillet i grundlovsforhør. Foto: Per Mathiesen

Ved du noget om sagen, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

To yngre mænd er ved et grundlovsforhør tidligere i dag blevet varetægtsfængslet i en sag, hvor de er sigtet for grov vold i forbindelse med balladen, der fulgte efter en pro-kurdisk demonstration på Rådhuspladsen i København i går eftermiddags.

Begge nægter sig skyldige i sigtelserne, men erklærede samtidig ved dagens retsmøde, at de gerne ville udtale sig. Offentligheden var dog afskåret fra at høre, hvad de forklarede, da anklager, Charlotte Møgelhøj, af hensyn til sagens efterforskning anmodede om dørlukning.

Trods pressens formelle protest valgte dommeren at følge anklagerens anmodning.

Se også: Efter ballade ved kurderdemo: To sigtes for vold

Politiet har endnu ikke fuldt ud klarlagt omstændighederne ved balladen.

De to fremstillede er henholdsvis en 17-årig dreng med pakistansk baggrund, mens den anden er en 26-årig mand med etnisk dansk baggrund.

Forholdet, som de to er sigtet i, udspandt sig på Vesterbrogade kort før kl. 16, hvor flere personer var røget i slagsmål.

En kilde oplyser, at der også andre steder i samme område var ballade. Blandt andet skal der også have været tumult ved Københavns Hovedbanegård.

En kilde tæt på den ene anholdte fortæller, at ingen af de to sigtede har nogen synderlige holdninger til Erdogans Tyrkiet eller problemerne i det nordlige Syrien, hvor tyrkisk militær med støtte af pro-tyrkiske militser netop har nedkæmpet kurderne i området omkring byen Afrin.

Se også: Masseslagsmål efter demonstration: Anholdt bar rundt på kæmpe kødøkse

De to sigtede, fortæller kilden, er blevet tilkaldt fordi en eller flere af deres venner var blevet overfaldet.

Den 26-årige er sigtet for at have nikket en forurettet i sagen en 'skalde' og desuden have slået ham med en hammer, der var medbragt i en pose.

Den 17-årige, der var bistået af en repræsentant for de sociale myndigheder, er ligeledes sigtet for at have udøvet forskellig vold ved episoden på Vesterbrogade.

Begge blev varetægtsfængslet af hensyn til den videre efterforskning i sagen. De er fængslet i foreløbigt fire uger, oplyste dommeren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere