To fængslet: Forsøgte at køre betjent ned

To mænd på 23 og 25 år er sigtet for at true en politibetjent med tæsk, kalde ham bøsserøv og forsøge at ramme ham med en bil

En betjent fra Københavns Politi blev mandag udsat for tilsvining og trusler. Der er ikke tale om nogen af betjentene her. (Arkivfoto: Mogens Flindt)
En betjent fra Københavns Politi blev mandag udsat for tilsvining og trusler. Der er ikke tale om nogen af betjentene her. (Arkivfoto: Mogens Flindt)

En politibetjent, der var ude at handle i civil, blev mandag udsat for to unge mænds vrede på Østerbro i København. Her blev han overfaldet verbalt med trusler som 'du er færdig', 'du bliver gennemtæsket', 'du kommer til at fortryde det' og 'nu ved vi jo hvor du bor'.

Han blev ligeledes kaldt en hund og en bøsserøv, inden den ene af de to mænd - ifølge sigtelsen - på parkeringspladsen, hvor det hele udspillede sig, foretog et sving med sin bil hen mod politibetjenten. Manøvren var egnet til at 'fremkalde nærliggende fare for hans liv eller førlighed'.

Det kom frem i et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor to mænd på 23 og 25 blev fremstillet.

Havde mødt betjenten før
Den yngste af de to mænd nægtede at have sagt hverken det ene eller det andet, men den 25-årige erkendte at have kaldt betjenten bøsserøv og hund. I retten forklarede han, at han kaldte betjenten 'nogle bandeord', fordi samme betjent et par dage forinden havde stoppet ham og nogle venner for at narkoteste dem.

Han nægtede til gengæld at have truet betjenten med tæsk samt at han skulle have forsøgt at ramme ham med sin bil.

De blev begge varetægtsfængslet i 13 dage.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere