To fængslet i hemmelig sag

Politiet vil ikke kommentere, om sagen har forbindelse til terror

Det var på Retten på Frederiksberg, at de to mænd blev varetægtsfængslet. (Foto: Joachim Adrian/Polfoto)
Det var på Retten på Frederiksberg, at de to mænd blev varetægtsfængslet. (Foto: Joachim Adrian/Polfoto)

Kender du noget til sagen så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

To mænd på 32 og 23 år er varetægtsfængslet i påsken i al hemmelighed.

Det skete ved et grundlovsforhør holdt for dobbelt-lukkede døre ved Retten på Frederiksberg. Det fremgår af retsbogen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Ingen af de to mænd, der har mellemøstligt-klingende navne, er danske statsborgere eller er bosiddende i Danmark.

Dobbelt-lukkede døre betyder, at sigtelsen mod de to ikke er offentlig tilgængelig. Mændene er fængslet i fire uger til den 21. april.

Hos Københavns Politi vil Jens Møller, chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, ikke kommentere sagen.

- Jeg vil hverken be- eller afkræfte noget omkring den sag, siger han til Ekstra Bladet.

Han vil heller ikke kommentere, om sagen har noget med terror at gøre.

De to sigtede blev afhørt i retten med en arabisk tolk.

Anklager Jakob Buch-Jepsen krævede, at grundlovsforhøret blev holdt bag såkaldt dobbelt-lukkede døre, hvor sigtelsen – som ellers normalt – ikke er offentligt tilgængelig.

De sigtede blev anholdt cirka klokken 00.13 og 00.15 natten til Skærtorsdag i Københavns Lufthavn i Kastrup, erfarer Ekstra Bladet.

En tredje mand på 20 år blev også anholdt. Han er siden løsladt, da han tilsyneladende intet har med sagen at gøre.

Anklager Jakob Buch-Jepsen løslod den 20-årige efter at han havde havde afgivet forklaring.

De to mænd har ingen tilknytning til Danmark.

Forsvarerne for de to sigtede advokat Michael Steffensen og Systette Vinding Kruse har ingen kommentar til retsmødet, hvor dommer Jacob Waage isolerede de sigtede i to uger af hensyn til efterforskningen.

Varetægtsfængslingen skete på grund af, at de to sigtede ikke har nogen tilknytning til Danmark, og at der er bestemte grunde til at antage, at de anholdte vil vanskeliggøre efterforskningen.

Ifølge dommer Jacob Waages kendelse er der en 'begrundet mistanke' mod de sigtede, og politiet skal nu i gang med en række efterforskningsskridt.

Kender du noget til sagen så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere